I Brøndby Kommune oplever skoleleder Lis Spang-Thomsen, at man har aftalt en høj faktor for, hvor meget tid en undervisningstime udløser, for at tiltrække lærere til kommunen:
"Vores kommune har aftalt en faktor, der lever op til, hvad nabokommunerne har aftalt", siger hun til SkolelederNyt. "Konsekvensen er, at lærerne skal undervise mindre end hidtil. Dermed bliver der færre timer til andre opgaver".
Hun og hendes kolleger rundt om i Danmark sidder lige nu og skal have næste skoleårs planlægning til at hænge sammen. Hun oplever, at der bliver mindre tid til blandt andet læsevejledning og AKT-vejledning med den nye, lokale arbejdstidsaftale.
Kredsen: Ikke arbejdstidsaftalens skyld
I Brøndby Lærerforening mener formand Niels Damløv ikke, at arbejdstidsaftalen er problemet. Dels har man politisk besluttet at spare til specialundervisningen, dels er elevernes timer nu sikret på en ny måde:
"Vi har indgået en aftale med forvaltningen om, at en lektion på skemaet nu skal udløse 30 klokketimer på lærerens årsplan. Sådan var det ikke før - der kunne skolerne aflyse timer og på den måde få mere tid til andre opgaver. Nu kan man ikke bare aflyse timer, og på den måde er det sikret, at børnene faktisk får det udmeldte timetal", siger Niels Damløv til folkeskolen.dk og påpeger, at lærerkredsen og kommunen har fastholdt den samme normeringsberegning som før - der udløses altså det samme antal lærertimer per elev.
Skoleledernes nyhedsbrev SkolelederNyt har har talt med flere skoleledere, som oplever, at den nye omregningsfaktor for undervisning gør det svært at undgå besparelser på områder som specialundervisning, undervisning af tosprogede, skolebibliotek og lejrskoleophold.
"Udgangspunktet for aftalen mellem kommunerne og Lærernes Centralorganisation var, at aftalen skulle være udgiftsneutral. Det er på den baggrund, de lokale aftaler er indgået. Hvis resultatet er, at man ikke kan gennemføre den samme form for undervisning som tidligere, så er der indgået en uhensigtsmæssig aftale", siger Skoleledernes næstformand Claus Hjortdal. Hvis en lokal aftale ikke fungerer, må man overveje tillægsbevillinger eller en genforhandling af aftalen, om ikke for det kommende skoleår, så for 2010-2011.
Skoleledere: Arbejdstidsaftaler går ud over børnene
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.