Skoleleder: Vanvid at lukke hver anden specialskole

"Børn går ikke på specialskole, fordi det er sjovt, men fordi de har behov for det. Hvis vi betragter det som en investering i børnenes fremtid, ser vi på skolerne med helt andre briller", siger Ingvald á Kamarinum.

Han er leder af den privat-offentlige institution Fjordskolen med afdelinger i Holbæk og Kirke Hyllinge. Fjordskolen er et socialpædagogisk dagbehandlingstilbud for børn, der ikke kan indgå i et traditionelt skolemiljø. De er rastløse, urolige, normforvirrede, kræver opmærksomhed, kan hverken indordne sig under fællesskabet eller modtage kollektive beskeder. De har diagnoser som ADHD, ADD, OCD og Tourettes Syndrom.

Vi kan også lukke universiteterne

På KL's politiske topmøde i sidste uge opfordrede Jørgen Søndergaard, der har stået i spidsen for regeringens rejsehold, kommunerne til at nedlægge halvdelen af specialskolerne og -klasserne.

"De producerer mennesker direkte til førtidspension", sagde direktøren for SFI, Det nationale forskningscenter for velfærd.

Den umelding irriterer Ingvald á Kamarinum.

"Jørgen Søndergaard er en veluddannet mand med et flot c.v. Vi har alle betalt for hans universitetsuddannelse, og jeg vil vove den påstand, at den har været langt dyrere end de måske 5,5 millioner kroner, en specialelev koster over 18 år. Hvis man analyserer dem, der kritiserer specialskolerne, opdager man, at de alle er akademikere. Det ligner en hetz mod laverestående mennesker".

Ingvald á Kamarinum trækker endnu en parallel.

"Det er rigtigt, at vi kan spare mange penge, hvis vi nedlægger halvdelen af specialskolerne. Det gør vi også, hvis vi nedlægger universiteterne. Men i begge tilfælde vil det være kortsigtede løsninger, som vil koste os dyrt på længere sigt".

Skolerne skal sætte tidligere ind

Hvis man vil reducere antallet af elever på specialskoler, skal man sætte ind med en indsats over for børnene langt tidligere end i dag, mener Ingvald á Kamarinum.

"Alle børn i Danmark er under professionelt opsyn, fra de er tre år, så de professionelle bør kunne sige, at det her barn har brug for støtte, inden det udvikler sig skævt. På samme måde i folkeskolen: Hvis man sætter ind i 1. klasse frem for at vente til i 4., vil forbruget af specialundervisning falde".

Ingen forhindrer folkeskolerne i at sætte tidligt ind i dag, men de gør det bare ikke, lyder Ingvald á Kamarinums erfaring.

"Jeg oplever, at folkeskolerne først reagerer, når eleven er 12 år og bliver så udadreagerende og voldelig, at de ikke kan have ham mere. Indtil da har skolen symptombehandlet, men årsagen til barnets problemer findes i hjemmet. Hvis ikke man ændrer noget i hjemmet, er det ligegyldigt, hvad skolen laver".

På Fjordskolen inddrager man familien for at opnå et samarbejde omkring barnets adfærdsmæssige og faglige udvikling. Familierne lærer blandt andet at håndtere konflikter, og målet er at gøre familien så selvhjulpen som mulig på det pædagogiske og psykologiske plan.

"Det er ikke børnenes skyld, at de udvikler sig forkert, og uanset hvad vi gør, skal vi betale for dem. Derfor kan vi lige så godt gøre det ordentligt og sætte så tidligt ind som muligt med forebyggende arbejde. Kun ved at lave en langsigtet plan kan man få behovet for specialskoler til at falde. Samtidig kan en tidlig indsats reducere senere udgifter til fængselsophold og behandling af narkomaner".

Et godt netværk af mønsterbrydere

Ingvald á Kamarinum er klar over, at han kan blive skudt i skoene, at han taler specialskolernes sag for at redde sit levebrød.

"Svaret er, at man skal se på, hvordan det går mine tidligere elever. Man kan spørge rigtig mange af mine kolleger om det samme. Trods modvind har de et godt liv", siger skolelederen.

Han er indigneret over, at Jørgen Søndergaard siger, at specialskolerne producerer mennesker direkte til førtidspension.

"Hvor har han det fra? Undersøgelser viser, at de fleste indsatte i fængslerne kommer fra dårlige sociale vilkår og har gået i folkeskolen, mens de, der er kommet på specialskole tids nok, er blevet rettet op og har fået et ordentligt liv. Der er børn, som er så stærkt fysisk eller psykisk handicappede, at de vil blive førtidspensioninster uanset hvad. Men elever som mine forrenter vores investering med smil og lyst til arbejde. Nogle er soldater i Afghanistan, andre er håndværkere. Vi har et godt netværk af mønsterbrydere".

Barnets tarv skal være afgørende

Ingvald á Kamarinum er selv vokset op med en mor, der var narkoman, og en far, der var alkoholiker. Han var på tre børnehjem og i pleje hos tre familier, og da han som 12-årig blev sendt hjem til sin mor, skød hans papfar sig for øjnene af dem.

"Jeg var ikke i stand til at gå i en normal skole, men kom på specialskole, og jeg er evig taknemmelig for den hjælp, jeg har fået, fordi samfundet trådte ind og sikrede mig en fremtid. Det skal være barnets tarv, der afgør, om barnet skal på specialskole eller ej".