Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Anmeldelse

Skoleledelse Teori for praktikere?

Læs bogen, mens KMDMatrix er kørt af sporet

Ole Jakobsen
Start debatten
13. oktober 2011, kl. 02:22

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

'Skoleledelse' er et digert værk, som man ikke bare konsumerer til aftenkaffen - hvilket nu ikke gør den mindre interessant.

Bogen har sin baggrund i et større forskningsprojekt, hvor forskere og praktikere fra fire lande - blandt andet Danmark - har været involveret.

I dette projekt satte man sig som opgave at undersøge, hvilke 'samfundsmæssige og kulturelle betingelser og vilkår skoler og skoleledelser fungerer under i England, Skotland og Danmark'.

Australien deltog også, men lidt på sidelinien.

Skolelederne skal udfolde sig i et 'krydsfelt', hvor der på den ene side er krav om offentlige styringsstrategier om effektivitet, åbenhed og brugerorientering - 'New Public Management'. På den anden side er der de krav, som er beskrevet i formålsformuleringer, og endelig for det tredje den skolekultur, der for eksempel fastholder meget selvstændige medarbejdere.

I forskningsprojektet har medvirket 30 skoler.

Der er blandt andet lavet interview med skoleledere i alle tre lande ud fra en fælles liste af spørgsmål.

Data er analyseret og tematiseret, og der er gennemført omfattende besøg på flere skoler, hvor der er arbejdet med elever, lærere, forældre og skolebestyrelser.

Arbejdssproget har været engelsk - og bogen er da også en oversættelse fra engelsk. Hvilket angiveligt i sig selv har givet nogle interessante diskussioner.

Eksempelvis gælder det ordet 'effective' - I Lejf Moos' indledning læses: 'I dette projekt oversatte vi 'effective' med 'god', når vi snakkede med eller skrev til skolelederne, lærerne, eleverne eller forældrene.

Vi valgte altså at komme uden om tvetydighederne i begrebet ved at 'vælge side'!'

Bogen består i princippet af tre hoveddele.

En første del, der behandler relevant baggrundslitteratur og placerer undersøgelsen i forhold til internationale strømninger. En del to, som behandler undersøgelsens resultater. Og endelig en tredje del, der ser på de bredere problemstillinger, som undersøgelsen rejser.

Bogens kapitler fremstår som afrundede helheder med, som der står, 'egne kildeanvisninger for praktikere, forskere, planlæggere og enhver med interesse for indsigt i effektiv ledelse i en forandringens tidsalder'.

Man kan altså plukke fra bogen, men selvfølgelig vinder den ved, at man tager sig tid til at tygge sig igennem den hele.

Som almindelig praktiker er det især undersøgelsesdelen, der først fanger.

Kan man finde sig selv i den? Lyder konklusionerne rigtige og troværdige, og kan man lære af dem?

Der er interviewet 29 skoleledere fra de tre lande, og de fem er danske - alle relativt nye på posten.

Det må nødvendigvis betyde, at man kun er nået ud i få af de danske skolelederhjørner. Betydningen heraf kan jeg ikke bedømme, men alligevel skæmmer det lidt.

Ikke overraskende viser det sig, at der er forskel på skolelederrollen i Danmark, i Skotland og i England.

Der er spurgt til skoleledernes forventninger til 'den gode skoleinspektør', den nationale baggrunds betydning, kønnets betydning, erfaringens betydning, uddannelsens betydning, om kontakten til lærerne, eleverne og forældrene. Om læreres, elevers, forældres og skolebestyrelsers forventninger og ønsker til skolelederne.

Mange tabeller anskueliggør svarene og gør forskelle og ligheder synlige. Og svarene kommenteres og fortolkes.

En interessant karakteristik af skoleledere i de tre lande er: 'Den danske portrætskitse har et noget administrativt anstrøg og afspejler dermed den danske folkeskoleleders traditionelle rolle. Men den vidner også om, at der må arbejdes i et temmeligt stridbart klima, som er skabt af aktuelle statslige initiativer'. 'Den engelske profil har i højere grad et chefpræg med hovedvægt på nogle af trossætningerne i totalkvalitetsstyring'. 'Den skotske hovedvægt lå på lederen som fagligt førende med undervisnings- og læseplansekspertise som vigtige punkter'.

Bogen konkluderer, og der peges på nogle 'dilemmaer, som skoleledere i dag må forholde sig til'.

Hermed er projektet også kun et skridt på vejen: 'Undersøgelsen har kun kradset i overfladen af det, der træder frem som et vanskeligt professionelt virkefelt for skoleledere'.

Det er forfatternes opfattelse, at skoleledere har brug for en omfattende viden om, hvordan man klarer sig med problemstillinger vedrørende: 'Elevudtalelser, niveaudeling, undervisningskompetence, tryghed i ansættelsen, inddragelse af forældre, indtægtsskabelse, sponsorater, skolepenge, stipendier, salgbare læseplansspecialiseringer, avertering' og meget mere.

Altså, der er lagt op til mere forskning.

Undertiden kan man under læsningen få den tanke, at forskere mest skriver til - og tænker på- andre forskere.

Men, læs den i en ledig stund. Måske er det den type læsning, man skal kaste sig over, når KMDMatrix er kørt af sporet endnu en gang, og man får en ubændig trang til at komme på lidt videnskabelig afstand af dagligdagens administrative opgaver.

Med hensyn til dagligdagen, ja, så er den nu - uanset trykte ledelsesteorier - heldigvis også glæden ved tiden til dansk pædagogisk ledelse, arbejdet med levende og glade børn, aktive medarbejdere og mest positive forældre.

Skoleledelse

Lejf Moos og John Macbeath (redaktion)

Oversat af Henrik Stamer Hedin

262 sider, 295 kroner

Klim

E-mail: forlaget@klim.dk

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Skoleledelse Teori for praktikere?

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS