Det er de nordiske folkeeventyr, der er udgangspunktet i arbejdet. De to korledere Leif Jakobsen og Christine Rauh skriver sang, musik og fortælling med udgangspunkt i eventyrerne, og det hele munder ud i en forestilling i Runavik Kulturhus, hvor Bagterpskolens kor og elever fra Skúlin vio Løkin optræder. Rejsen til Færøerne finder sted i sidste uge af september.
Formålet er at styrke den kulturelle og sproglige forståelse mellem elever fra to nordiske lande, styrke fagligheden i dansk og færøsk ved at skabe større viden om folkeeventyret som genre og at styrke fagligheden i musik. Eleverne skal præsentere deres egen kultur og livsvilkår for hinanden og arbejde med folkeeventyrerne.
"Når vi kommer hjem fra Færøerne vil vi sprede arbejdet til hele skolen. Vi holder fælles morgensang i indskolingen og dér vil vi fortælle et eventyr ad gangen ligesom skolens kor vil synge en sang", siger Leif Jakobsen.
Koret er et af skolens valgfag for eleverne på mellemtrinnet. Inden rejsen vil koret bruge fire hele dage på arbejdet foruden valgfagstimerne. Her bliver eleverne undervist af skolens faglærere i de nordiske eventyr, sang og musik.
"På Færøerne synger eleverne meget. Vi korledere har været deroppe for at aftale nærmere med lærerne dér. Hele projektet går ud på at undersøge, hvad vi har fælles i Norden, og hvad der gør os unikke. Vi ønsker også, at børnene bliver tolerante og åbne overfor det fremmede", siger Leif Jakobsen.
Elever og lærere vil skrive blog i næste skoleår om Eventyrlige Rødder. Den kan følges på www.eventyrligeroedder.blogspot.com
Skolekor besøger Færøerne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.