Anmeldelse

Skolehistorie

Uddannelseshistorie 2001

35. Årbog fra Selskabet for Dansk Skolehistorie

Odense Universitetsforlag

Atter er sommeren over os, og atter er der blevet tid til nogle timer i selskab med 'Uddannelseshistorie' - og endnu en gang er det fornøjelig læsning. Årets interview er med vicedirektør Erik Tøttrup, en central figur i Dansk Arbejdsgiverforenings udvalg Skole og Erhverv, oprettet i 1958. Herefter følger flere artikler med et historisk perspektiv på aktuelle emner. Eksempler herpå er afdøde arkivar Erik Stig Jørgensens interessante artikel om etableringen af en faglig lærerbevidsthed og professionsstrid mellem præster og seminarister, før de faglige organisationer så dagens lys i 1840'erne, eller forstander Thorstein Balles gennemgang af lovgivningen vedrørende friskolerne og det tankevækkende spørgsmål om, hvad det vil sige at stå mål med folkeskolen. Men der er også stof, som man bliver alment klogere af, nemlig Carl E. Jørgensens lange afhandling om latinskolerne i det tidlige 1700-tal, som for langt de flestes vedkommende var små og mere forsørgelsesanstalter for sønner af enlige kvinder eller den lavere del af gejstligheden. Latin stod ikke højt på skoleskemaet; derimod brugte drengene deres tid på at synge til kirkelige forretninger og på legalt tiggeri. Børge Riis Larsens nærmest detektiviske kortlægning af pædagogikhistorikeren Olaf Carlsens akademiske løbebane i årene omkring Anden Verdenskrig er bestemt heller ikke kedelig læsning.

Ud over en årsberetning fra Dansk Skolemuseum findes som sædvanlig en fyldig anmeldelsessektion, en bibliografi over årets udgivelser med relevans for uddannelseshistorien samt den nyttige kronik over skolen i årets løb, hvor man kan blive opdateret på den skolepolitiske debat i det forgangne år.

Det akademiske niveau er højt, om end til tider noget empiri- og notetungt - og korrekturlæsningen er i top. Det bidrager yderligere til fornøjelsen.

Ning de Coninck-Smith