"Når jeg kommer op i vores overbygning om morgenen, ser jeg de her elever, der ligger henslængt over bordet fra morgenstunden og åbenlyst er trætte. Og når eleverne ikke sover nok, bliver det en kæmpe opgave for underviseren at lære dem noget", siger Bent Nielsen, der er skoleleder på Bankagerskolen i Horsens.
Han har været initiativtager til en anonym spørgeundersøgelse blandt 60 af eleverne på skolen i 4., 6. og 9. klasse. Undersøgelsen viser, at mange af eleverne, især i 9. klasse, går glip af næsten to timers søvn om natten, fordi de enten ser fjernsyn eller SMS'er.
"Og så er det altså op ad bakke for lærerne", siger han.
Der skal tages fat i to-tre års alderen
"Statsministerens bedste bud på, hvordan vi gør vores elever til nogle af verdens bedste, er offentliggørelse af nationale test, men det tror jeg ikke hjælper særlig meget. Vi skal i stedet have fat i undervisningen og have fat i forældrenes del af ansvaret. Og det er jo blandt andet at sørge for, eleverne møder friske og veludhvilede op, så de er klar til at lære noget", siger Bent Nielsen.
Derfor har han taget fat på netop søvnen. Men det er ikke nogen nem sag at gøre noget ved søvnmønsteret, når det først er fastlagt, fortæller han. Derfor vil han rette fokus mod børn i to-tre års alderen.
Den 29. september holdt han et oplæg for cirka 70 forældre til børn i fire af skoledistriktets børnehaver. Her gav han forældrene gode råd, så deres børn forhåbentligt ikke også ender med at ligge henslængt på skolebordet, når de engang går i 9. klasse.
Ingen fjernsyn en time før sengetid
Et par af de råd, som Bent Nielsen have med til forældrene var, at de skulle forsøge at få tempoet i hjemmet til at falde, når barnet skal sove. Og så må barnet ikke se fjernsyn en time før, det skal sove.
Skoleelever sover for lidt
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.