"Jeg kan ikke se nogen grund til, at vi skal forhandle igen. Vi er enige om, at vi har lavet en god aftale. Derfor har begge parter skrevet den under", siger Knud Aagaard.
Som den eneste i Lærerforeningens styrelse er Bent Glindesgaard utilfreds med aftalen. På generalforsamlingen for nylig bakkede et flertal af de fremmødte lærere ham op og pålagde Lærerforeningen at få aftalen ændret eller annulleret.
Efter generalforsamlingen besluttede styrelsen at sende hele ordlyden i pålægget til skolechef Knud Aagaard. Dermed lod styrelsen det være op til ham at afgøre, om aftalen skulle til genforhandling.
Den fremgangsmåde er Knud Aagaard stærkt utilfreds med.
"Det er helt fair, at Lærerforeningen nedsætter et forhandlingsudvalg, som klart giver udtryk for, at styrelsen skulle godkende resultatet af vores forhandlinger. Men det er ikke fair at skrive aftalen under og så bagefter sige, at nu skal den ændres, fordi et flertal på generalforsamlingen er imod den. Jeg vil vide fra starten, hvem jeg forhandler med", siger Knud Aagaard.
Skolechefen mener, at styrelsen i Randers Lærerforening har forsøgt at tørre sine interne problemer af på ham.
"Andre steder ville styrelsen enten være gået af eller have indkaldt medlemmerne til en ekstraordinær generalforsamling. Ledelsen i Randers Lærerforening må selv afgøre, hvad den vil gøre, men jeg vil ikke være part i interne stridigheder".
Formanden for Randers Lærerforening, Niels Jørgen Borgholm, henholder sig til, at styrelsen har efterkommet generalforsamlingens opfordring om at tage kontakt til kommunen.
"Vi har modtaget en klar afvisning fra Knud Aagaard. Men aftalen gælder kun i det kommende skoleår, og så må vi se på den igen", siger han.
Skolechef holder fast i lokalaftalen i Randers
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.