En vifte af muligheder
Af Dorthe Mølle og Birgit Villadsen
47 sider, illustreret
70 kroner
Kommunernes Landsforening
Kommuneinformation
Skolebestyrelsen på Kirsebærdalens Skole har på mødet i februar måned et punkt på dagsordenen, der hedder 'orientering om, hvilke principper der har betydning for det kommende års planlægning'.
Fra mødet refereres det, at skoleinspektøren gennemgår de relevante principper om 'elevernes timetal, valgfagsudbuddet, specialundervisningen, arbejdets fordeling mellem lærerne og holddannelse'.
På mødet udspiller der sig tilsyneladende en lang meningsudveksling om alle principperne, og to af forældrene efterlyser mere 'regelstyrede principper'. Imidlertid siger såvel bestyrelsesformanden som skoleinspektøren, at 'principper skal give skolelederen rum til at handle'.
Det er så uendelig rigtigt, men det er også utrolig svært at sondre mellem, hvornår der er tale om et princip og en konkret bindende beslutning!
Ovenstående er hentet fra hæftet 'Skolebestyrelsen - en vifte af muligheder'. Her eksemplificeres meget konkret ti skolebestyrelsesmøder på en - må man formode - opdigtet skole.
Man præsenteres måned for måned for en dagsorden, der efterfølgende kommenteres med beskrivelse af, hvad der blev talt om under punkterne, og hvilke beslutninger der blev taget.
Altså en slags dokumentarisk beretning over livet i en nyvalgt skolebestyrelses første år.
Undervejs i mødebeskrivelserne er særlige ord og begreber kursiverede. De er i hæftets anden del forklaret nærmere.
Det er ord som: Arbejdstid, beslutningsprotokol, efter- og videreuddannelse, faghæfter, kvalitetsudvikling, virksomhedsplaner, lærerteam og så videre.
Hæftet kan være en udmærket anskueliggørelse af, hvordan et eksemplarisk liv i en skolebestyrelse kan forme sig.
Det er et liv, hvor der er god tid til at udforme, redigere og evaluere principper, hvor der er tid til at nedsætte ad hoc-udvalg, der bliver færdige til tiden, og hvor der også er tid til at hygge sig med at spise sammen, og tid til at holde længere weekendmøder.
Principfastsættelse er en vigtig side af skolebestyrelsens virksomhed. I den aktuelle og fiktive bestyrelse er dette arbejde da også det dominerende. Men jeg synes undertiden, at der trædes lidt ved siden af. Der er eksempler på diskussioner og detaljeringsgrader, som i virkeligheden ikke hører hjemme i en skolebestyrelse.
Skal en skolebestyrelse for eksempel tale om detaljer i forbindelse med forbrug og konkret omfang af Ø-timer eller dannelse af lærerteam?
Som jeg læser og opfatter det, synes jeg ikke, at der i fremstillingen her levnes skolelederne tilstrækkelig 'rum til at handle'. Det skæmmer en smule, men bortset herfra er det et udmærket og anderledes hæfte til inspiration i det vanskelige skolebestyrelsesarbejde.
Ove Jakobsen
Skolebestyrelsen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.