Feriemønstrene er under forandring på Ejby skole. Da Skoleleder Birgitte Nørrelund kunne konstatere, at omkring 10 procent af skolens elever holdt ferie uden for de kalenderlagte ferier, besluttede hun at foreslå en anderledes ferieløsning til skolens lærere.
"Arbejdsmarkedet har ændret sig meget, siden man indførte folkeskolens ferier for over 200 år siden. Det synes jeg, man skal imødekomme ved at lytte til forældrenes behov. Mange vil gerne have børnene ud af skolen uden for de normale ferier. Blandt skolens lærere var der udbredt enighed om at prøve den model af", fortæller Birgitte Nørrelund.
Skolelederen understreger, at hun helst ser, at forældrene overholder de planlagte ferie, så eleverne kan være i den normale undervisning med egne lærere og kammerater. Men når forældrene ikke kan holde ferie samtidig som skolen, så mener hun det næstbedste bud en fleksibel ramme, hvor børnene er garanteret undervisning.
Overraskende udbytte Ejby Skole har siden starten af skoleåret kørt forsøget med fleksible ferier, som fortsætter yderligere halvandet år frem i tiden. Lærerne løser selv opgaven med undervisning af fremmødte elever fra forskellige klassetrin, og i efterårsferien var resultatet en temauge med vekslen mellem fælles undervisning og individuelle opgaver. Det gav eleverne et udbytte som overraskede skolen positivt.
"Pludselig var eleverne blandet i alle aldersgrupper. Det betød faktisk, at de fik nogle nye relationer på tværs af klassetrin, og at de større børn tog ansvar for de mindre. Det var overordnet set en rigtig vellykket uge, som alle parter var glade for", fortæller skoleleder Birgitte Nørrelund.
Når andre skoler lukker for vinterferien i år, så gentager de successen i Ejby. To lærere og cirka 18 elever vil stå klar på skolen i næste uge, når resten af eleverne har fri.
Fleksibilitet er fremtiden Langt de fleste elever på Ejby Skole holder stadig vinter- og efterårsferie på de sædvanlige tidspunkter. Alligevel tror skolelederen på, at de fleksible ferier er fremtiden for skolen.
"Nu får alle eleverne den samme undervisning, men uden at det involverer alle. Der er ikke flere børn, der holder fri i de normale ferier efter det her projekt er startet. Men vi imødekommer et behov, vi fornemmer forældrene har. Det tror jeg er fremtiden, og vi vil meget gerne fortsætte med ferierne på denne måde", siger Birgitte Nørrelund.
Skole holder åbent i efterårs- og vinterferien
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.