"Det er rigtigt, at drengen brugte de ord over for mig for seks uger siden. Han var meget vred, og jeg kunne ikke tale ham ned, så han tilbragte resten af dagen i vores børnehus. Jeg aftalte med hans mor, at han skulle holde fri næste dag, men jeg har ikke bortvist ham. Dagen efter fridagen var han tilbage på skolen, og han var meget ked af det", fortæller skoleleder Pia Guldbæk.
Selv om skolen kun har elever op til 6. klasse, har lærerne oplevet en meget uheldig drejning i elevernes sprogbrug. I skolegården bruger de ord som luder, bøsserøv og fucking nar om hinanden, så nu har Nygård Skole og Nygård Børnehus i fællesskab udarbejdet tydelige retningslinjer for sproget.
"Der er en grænse for, hvad vi vil høre på. Børnene er ikke bevidste om, hvad ordene betyder, men vi kan se, at børnene bliver kede af det, når de selv bliver kaldt den slags. Så inderst inde ved de godt, det er forkert. Det skal vi tale med børnene om, men det er ikke nok, at vi gør det. Vi skal have forældrene med", siger Pia Guldbæk.
Forældrene skal spille aktivt med
Skolen har lavet en procedure om, at alle voksne omkring det enkelte barn skal hjælpe med at udvikle en ny sprogkultur.
"Vi har hele tiden talt med børnene om deres sprog, men det er ikke kun klasselæreren, der griber ind, når de hører en elev tale grimt til en anden. Alle lærere skal tage fat i eleven, når de hører det, og forældrene må også godt gøre det, når de færdes på skolen. Det er mange usikre på, om de kan tillade sig", siger Pia Guldbæk.
Forældrene skal have direkte besked, når deres eget barn har overskredet skolens sprogregler, så de kan tale med deres barn om, at sådan taler man ikke. Hvis barnet bliver ved, kan skolen lave en handlingsplan. Hvad den kommer til at bestå i, bliver individuelt.
"Det kan være alt fra et ophold i en af vores familieklasser til anerkendende pædagogik, hvor vi roser barnet for at tale pænt", siger Pia Guldbæk.
Skole griber ind over for elevers voldsomme sprog
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.