Af Kirsten Kirch
Læseværkstedet, rød serie, post alfa-niveau
48 sider, 77,50 kroner
Lydbog, En gave til min kone
1 kassettebånd, 32 minutter
Indlæst af Morten Thunbo
212,50 kroner
Special-pædagogisk forlag
Her er en meget let bog, der kan læses af unge danske med læsevanskeligheder og af tosprogede, der har tilegnet sig de første danskfærdigheder.
Handlingen er enkel. Ahmed har lige fået sin kone og sine børn til Danmark. Da hustruen har lidt svært ved at falde til, vil han glæde hende med en gave. Han køber en dyr bluse til hende i et stormagasin, men da ekspeditricen glemmer at fjerne tyverisikringen, aktiveres alarmen ved udgangen, og Ahmed anklages for tyveri.
Episoden i stormagasinet fylder det meste af bogen. Der er ikke megen karaktertegning. Sproget er enkelt med korte sætninger. Forfatterens tegnsætning kan undre, idet der sættes punktum ved slutningen af en linie i opremsninger i stedet for et komma. Hermed opnås nok et lavere lixtal, men teksten bliver ikke lettere at læse, tværtimod. Se eksemplet fra side 14:
'Nu skal han finde dametøjet.
Hvor er det?
Ikke her i stueetagen.
Her er parfume.
Tasker og tørklæder.
Og bøger'.
Teksten er indtalt på bånd i moderat tempo, så man kan læse og lytte samtidig (bog plus bånd). Indtalingen er udmærket. Bogen og båndet kan anvendes af målgrupperne.
Tove Kettner Heiberg
Skønlitteratur, Tosprogede
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.