Skønlitteratur, Religion

Det nye testamente

Af Ingrid Schrøder-Hansen

328 sider, 228 kroner

Gyldendal

I min barndom udkom der en serie blade under navnet 'Illustrerede Klassikere'. Her kunne man stifte bekendtskab med verdenslitteraturen i form af en slags tegneserie, der uden alt for mange dybsindigheder serverede alt fra 'Hamlet' til 'Greven af Monte Christo'. Teksten var stort set støvsuget for miljøbeskrivelser - man kunne jo bare kigge på billederne - og altså kogt ned til ren action. Ingen svære ord, der skabte læsemæssige tabere. Rune T. Kidde har senere rendyrket genren, så alle fire bind af 'Krig og Fred' kan være på en enkelt side med otte billeder.

Jeg ved ikke helt, om sammenligningen er retfærdig over for denne bog, men tanken er nærliggende: der er for mange svære ord og begreber i Bibelen, dem sakser vi ud og skriver derefter handlingen om til hverdagssprog. Men på denne måde fjerner man magien og dermed en væsentlig grund til at læse den gode bog. Hør blot her et eksempel fra et af Bibelens highlights, Lukasevangeliets kapitel 2:

'Og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: 'Ære være Gud i det højeste! Og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!' (. . .) Og de skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef tillige med barnet, som lå i krybben', hedder det i bibeloversættelsen af 1931.

I den foreliggende bog beskrives episoden således: ''Og da han havde sagt dét, blev hele himlen fuld af engle', sagde den første (hyrde). Han trak vejret dybt og fortsatte: 'Det var, som alle himlens stjerner var blevet levende og dansede af glæde. De strålede, og de sang'.

'Ja, de sang!' Den gamle lukkede øjnene, som så han det for sig igen: 'Ære være Gud i det højeste! På jorden Fred. I mennesker Guds Kærlighed' (. . .) 'Og så gik vi altså herhen og fandt ham', sagde ham med lygten'.

Væk er de himmelske hærskarer og Guds velbehag. Tilbage er et gennemgående friskfyragtigt sprog, som næppe er særlig autentisk. Og pludselig slår forfatteren tilbage til traditionelt bibelsprog. Det virker uharmonisk, og det mest problematiske ved bogen er da også dens sprog - indholdet er jo en helt anden diskussion.

Alle problemer er jo ikke løst ved at sørge for, at børn og unge teknisk er i stand til at læse Bibelen i store træk. De skal også gerne lære den sproglige tone, ellers vil de aldrig kunne forstå en lang række bibelrelaterede formuleringer i skønlitteraturen, for ikke at tale om ældre salmedigtning. Eller den skal måske også moderniseres?

Det bliver ømt at høre Brorson og Kingo omsat til rap.

Tonny Hansen