Af Kåre Bluitgen
Frit efter Ludvig Holberg
Illustrationer: Dorte Karrebæk
26 sider
Agertoft, telefon 4615 1248
Skulle nogen have fået den opfattelse, at Holberg mest var til et teaterpublikum med kjolesæt og ridderkors, punkteres den grundigt af hans historie om den unge magister, der dratter i en klippehule lidt uden for Bergen og dernede i fjeldets rum oplever et univers af sære verdener. Holbergs ironi var rettet mod opblæsthed i både borgerskabet og akademikerstanden, og Bluitgen har tro mod forlægget omsat den forunderlige beretning til nutidsdansk og fået underverdenens galninge til at ligne nogen, man kender.
Dorte Karrebæk har fremstillet den unge magister lidt hen ad Marilyn Manson, og hendes talende træer er i stand til at udtrykke enhver form for menneskelig dårskab.
Eftersom Hans Scherfigs tegneserieversion af samme historie fra 1950'erne aldrig rigtig blev folkeeje, er det en fortrinlig idé at præsentere nationens klassikerforfatter nummer et i denne form. En sådan genoplivning giver kanondebatten nyt perspektiv.
Bogen kan være svær at placere på hylderne. Umiddelbart signalerer udseendet billedbog. Men det vil være synd, hvis ældre elever ikke får mulighed for at finde den.
Tonny Hansen
Skønlitteratur
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.