Af Mikael Engström
166 sider, 198 kroner
Forum
Den tredje roman i serien om en svensk dreng fra en lille, hengemt landsby ved Siljansøen. Her lever Kaspar et godt og uvirksomt liv sammen med sin morfar. Forholdet mellem de to er skildret med megen varme og en pragtfuld, underfundig humor. Historien melder intet om, hvorfor de to bor muttersalene i morfars faldefærdige rodebutik.
Sådan er der så meget sært i den bog, men pyt med det – man har nok med at holde rede på landsbyens originaler lige fra den enfoldige landbetjent og den gridske købmand til den lille, ældgamle og sindsforvirrede kone, der får både Kaspar og læserne til at gyse, når hun varsler død og gru med sin overtroiske snak.
Det brænder her og der og alle vegne. Alle spor peger på Kaspar og hans venner.
Et godt og muntert sprog gør sammen med god layout romanen let at læse. En bog til underholdning og afkobling – enten man er ni eller 90 år.
Birgit Christensen
Skønlitteratur
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.