Af Dorte Roholte
Illustreret af Tove Krebs Lange
Serien Zoom ind gys
111 sider, 178 kroner
Forum
Gys og gru er en populær genre. Forlaget Forum indleder en ny serie med novellesamlingen 'Ikke noget at være bange for'; den indeholder tre fortællinger. De har alle udgangspunkt i et genkendeligt hverdagsmiljø. Hovedpersonerne er børn og unge, der oplever uforklarlige ting.
I 'Hvor er Mikkel' sætter en mystisk hjemmeside på internettet gang i begivenhederne. Mikkel bliver usynlig. Det er en fordel, når man opholder sig i pigernes omklædningsrum eller får besøg af indbrudstyve derhjemme. Men heldigvis vender han igen tilbage til sin normale skikkelse. Var det drøm eller virkelighed? Det spørgsmål stiller læseren sig også i forbindelse med de to andre noveller.
I titelnovellen 'Ikke noget at være bange for' flytter en familie på tre ind i et faldefærdigt hus, medens forældrene arbejder på at gøre et nyt hus klar til indflytning. Den 12-årige pige tilbringer megen tid alene i det uhyggelige hus, der også bebos af et spøgelse. Først til slut bliver hun klar over, at det er et venligt spøgelse, da spøgelset advarer hende mod en brand i huset.
I novellen 'Tøsedreng' tilbringer fire drenge natten på et høloft, medens de fortæller spøgelseshistorier. Da historien pludselig bliver virkelig, er gyset hjemme.
Tove Krebs Langes sort-hvide illustrationer rammer stemningen godt.
Her er tre gode gys, som elever på mellemtrinnet vil nyde at sluge.
Tove Kettner Heiberg
Skønlitteratur
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.