Af Louis Jensen
Illustreret af Cato Thau-Jensen
124 sider, 229 kroner
Høst & Søn
Helt præcist, hvor Louis Jensen får sine sære indfald fra, er ikke nemt at sige. Men denne bog er i hvert fald et forrygende miks af keltisk Arthur-legende, folke- og kunsteventyr samt roadmovie på bog, med sidespring og venlige hilsner til blandt andre Gebrüder Grimm, Shakespeare og E.T.A. Hoffmann.
Den onde ånd er den onde hånd, der en uskønne dag kommer frem fra sit skjulested i brønden og røver det vigtigste, som barnestemmefortælleren ejer og har: Mor.
Men drengen drager ud ad en forfølgerrute brolagt med sære miljøer og eksistenser, som hver især på forunderlig vis bringer ham og handlingen videre. Underfundighed, magi og sansen for livets sande værdier præsenteres i stribevis af sekvenser, der blandt andet fører jeg-personen og læseren sammen med Barbie og Ken, en kinesisk vismand samt hunden Rofast og hans umulige kærlighed, katten Judie. For ikke at tale om Gud, som er allestedsnærværende i form af legemsdele, han taber ud af himlen til vejvisning og almen trøst.
Hoved- og jeg-personen har trods sin unge alder et imponerende pigetække, dog aldersbevidst omsat i platonisk holden i hånd og dele kager-praksis. For det er mor, der tæller, og frygten for at miste hende, der driver værket. Man skal helst sidde tæt på hende, mens man får historien læst op.
Cato Thau-Jensens illustrationer løber som en billedfrise i gråtoner over alle bogens sider og bidrager suverænt til uhyggen.
Tonny Hansen
Skønlitteratur
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.