Af Cat Bauer
Oversat fra engelsk af Karin Bodenhoff
Gyldendals Grå serie
290 sider, 269 kroner
Gyldendal
Romanen 'Harlekindukken' foregår i New Jersey i et amerikansk highschoolmiljø på godt og ondt med fyre, der kører i smarte og hurtige biler, skoleskabe og køkkener, der omdannes til skønhedssaloner, og curler i håret på den ene side. På den anden side en rig kvinde og en lærer, der får givet plads til den 14-årige Harleys kunstneriske talenter og giver hende positiv særbehandling til en vis grænse. Grænsen er naturligvis, da Harley næsten uforskyldt får ødelagt skolens forårsfest. Harley har masser af pubertetsproblemer såsom problemer med veninder, kærester, forældre, skolen, for få lommepenge og lignende, men det har man jo i den alder!
Hun søger ihærdigt efter sin 'rigtige' far. Hun tror ikke, at det kan være den fede, vodkadrikkende og voldelige Roger, der udgiver sig for at være det. I sin søgen finder hun også flere og flere spor, der viser, at hun har ret. En rigtig pigeroman med sine kvaliteter såsom replikkerne under et aftensmåltid i familien, hvor Harley prøver at fortælle sine forældre om sig selv, hvilket de tilsyneladende hverken har overskud til eller interesse for at høre om. Selvom romanen er temmelig amerikansk, vil den formodentlig fænge en del unge fra 12 til 16 år, da temaerne og emnerne er universelle: kærlighed - familie - identitet, og så udspiller handlingen sig i det amerikanske highschoolmiljø, som danske unge er ret velbevandrede i fra diverse film og serier.
Dorte Olsen
Skønlitteratur
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.