Af Anne Lilmoes
86 sider, 189 kroner
Høst & Søn
Der er intet endegyldigt svar på, hvad man siger til et barn, der skal dø. Alle kan gætte på, hvad der sker på den anden side, men ingen kan have fuld overbevisning i stemmen. Denne lille episk fortalte bog prøver ikke på at give et sådant svar heller, men den tilbyder på sin egen stille og ligefremme måde en trøst. Ledsaget af barnlige, men rammende blyantsillustrationer fortæller en 12-årig pige om den sidste uge, inden hun dør. Om dagen taler hun med sin familie og sine venner, der hver især giver deres forestilling om, hvad der sker efter døden. Og om natten kommer en engel til hende i skikkelse af hende selv i rask tilstand. Ved at gå ind i englen kan hun besøge de steder, hun savner, en sidste gang, og med englen kan hun få snakket om nogle af de ting, der optager hende. Den giver heller ingen sikre svar, men den er der for at lytte. 'Anna og Englen' er en smuk lille bog, der uden at blive sentimental eller kynisk tør røre ved døden. Den vil egne sig fint som oplæg til en klassediskussion i forbindelse med sygdom eller død blandt børn.
Pernille Aisinger
Skønlitteratur
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.