Skærmenes tyranni

Foran et krøllet hvidt plastiktæppe vågner en pige i orangerød sommerkjole og får øje på børnepublikummet. Hun bliver hurtig deres fortrolige med sin glæde ved at danse, hoppe og rulle rundt. Hun spiller hårdt på sine lår og huden bliver rød, hun er et menneske af kød og blod. ”Jeg er glad for min krop”, som hun siger.

Hun trykker på en remote-knap, og bagtæppet ruller bagud til et larmende computerland. Blandt et utal af skærme sidder hendes far og ser den gamle film ”Borte med Blæsten”. Han er vildt optaget af at dubbe Rhett Butlers romantiske replikker. Hun kan ikke komme i kontakt med ham, han ser hende ikke, han er helt opslugt af sin egen tv-verden.

Hun trykker bagtæppet endnu en verden længere tilbage, og her sidder en cyborg på en skærm.  Sådan ser han åbenbart ud, den robot-agtige-mand, som stort set alle børn – især drenge - i aldersgruppen 6-10 år spiller med. Han er fantastisk høj, veltrænet, perfekt og næsten skræmmende.

I Ole Birger Hansens imponerende gestalt bliver han i sin dans et stykke krop uden sjæl. Han er et stykke programmeret kød og han kan det mest utrolige ligesom computerfigurerne. Han kan stritte med skulderbladene og presse sin hovedbund så hårdt, at vi tror, vi ser hans hjerne. Men han fortrækker ikke en mine. Hans blik er stift, og de par smil han leverer er overdrevne som  smileyer.

Catherine Pohers og Thomas Eisenhardts instruktion og koreografi understreger, at vi befinder os i den digitale verden. Med en rystende præcision leverer to dansere og en skuespiller en dystopi, der beskriver den udvikling, vi allerede har accepteret. Cyborgen kan tændes og slukkes og styres til bestemte handlinger. Han hugger i luften med sine enorme arme eller spankulerer computeragtigt rundt.

Pigen, der er drevet af livsbekræftende nysgerrighed, forsøger at hjælpe ham og indser at han ikke kan vækkes til at blive menneskelig. Hun lægger sin hånd på hans hjerte, og forsøger at klemme hans arm, men hans hud bliver ikke rød.

Til trods for sin åbenhed og kropslige nærvær har hun ingen at lege med, hun forsøger sig med ”hej” til monstret og til sin tv-tossede far, der nu har iført sig 3D-briller. Ingen svarer hende - hun er total ensom

Da cyborgen går amok, opgiver hun og sætter sig blandt publikum. Til allersidst kommer den lidt bastante pointe, en computerprogrammør, som også er forestillingens teknikker bekender kulør, han har styret det hele.

Hvad ville I gøre? spørger pigen publikum og spiller bolden over til dem? Har I accepteret det surrogatliv, skærmene repræsenterer?

Folmer Kristensen giver sin figur en plastisk ironisk humor som den totalt introverte far og Ole Birger Hansen har ikke bare fænomenal kontrol over sine muskler, han danser og bevæger sig med en overmenneskelig præcision. Men det er Antoinette Helbing, der med sin personlige udstråling i pigens rolle taler direkte til børnene. Hendes nærvær udstråler et alternativ, til den computerverden, hun nægter at gå ind i.

AI-AI-AI  er for børn fra seks år og opefter.