"Vi har jo aldrig lagt skjul på, at vi opfattede indførelsen af de bindende trinmål som et skridt på vejen", siger De Konservatives uddannelsesordfører Helle Sjelle og synes, det er helt naturligt, at man ikke ændrer folkeskolen fra den ene dag til den anden. Nu vil hun og undervisningsminister Ulla Tørnæs gerne gennemføre næste skridt - en ændring af loven, så eleverne skal testes op mod de bindende trinmål for dansk i 2. og 4. klasse og matematik i 6. klasse.
"Vi vil gerne have en ensartet test, men vi kan godt leve med, at den bliver vejledende, sådan så skolerne kan vælge at lave en test selv, bare den er af samme standard", siger Helle Sjelle, som ikke har taget stilling til, om alle 2. klasses-elever skal testes samtidig.
"Det er klart, at sådan en test skal udarbejdes i forhold til det land og den kultur, vi befinder os i. Men vore nordiske brødre og søstre sørger jo også for at teste eleverne - det er ikke kun noget, der sker i lande, vi ikke sammenligner os med", siger Helle Sjelle og understreger, at test kun er en del af den evaluering, der skal finde sted i skolen.
Hun forestiller sig, at skolerne bliver forpligtet til at fortælle forældrene, hvordan deres barn har klaret sig, så skole og forældre i fællesskab kan finde ud af, hvad der skal gøres, hvis en elev ikke har opnåete de færdigheder, der ligger i trinmålene.
"Men det handler ikke om, at nu skal lille victor dumpe i 2. klasse. Man behøver jo heller ikke hænge en rangliste op i klassen eller offentliggøre resultaterne", siger Helle Sjelle og er overbevist om, at lærerne godt kan finde ud af at undervise, så eleverne bliver klar til testen uden at det betyder, at der ikke bliver plads til andet i undervisningen.
Sjelle vil afmystificere test
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.