I 1800-tallet havde byskoler og landsbyskoler hver deres udfordringer. På landet var bygningerne ofte små, skolevejene lange og investeringer i undervisningsmaterialer sparsomme. I større købstæder og især i hovedstaden var der derimod fra midten af århundredet en markant investering i udbygning af skolevæsenet, blandt andet på grund af det stigende børnetal og for at dæmme op for sociale problemer.
I København eksisterede en række forskellige specielle skoleformer for børn med særlige behov, for eksempel Blindeinstituttet, og for børn, som man mente krævede særlig overvågning, for eksempel Internatskolen. I de offentlige skoler fandtes også hjælpeklasser for børn, der ikke kunne følge med på de andre børns niveau. Årsagerne kunne være sygdom, dårlig adfærd eller manglende evner.
Omkring 1900 var der stor interesse for, hvordan man kunne vurdere og udskille børn, der var forsinkede i deres udvikling, og som derved forsinkede de øvrige elever i klassen; de såkaldte sinker. Interessen for test og særundervisning var en del af en ny kompleks, international pædagogisk bølge, der havde rødder dels i Fröbels og Montessoris småbørnspædagogik, dels i tidens socialdarwinisme.
I Skandinavien mødtes læger, pædagoger og lærere og drøftede spørgsmål på konferencer og i tidsskrifter med de tidstypiske titler: »Nordisk Tidsskrift for Blinde-, Døvstumme- og Idiotskolen« og dets efterfølger »Nyt Tidsskrift for Abnormvæsen«.
I Frankrig udvikledes IQ-test netop til dette formål, og i Mannheim i Tyskland fandtes et system af parallelle hjælpeklasser, der skulle sikre, at elever blev undervist sammen med børn på deres eget niveau. I 1913 åbnede Danmarks første specialskole for »sinkerne«; Værneskolen på Maria Kirkeplads. Navnet antyder en bevidsthed om, at disse elever havde brug for særlig opmærksomhed og omsorg, og skolen havde gode forhold, for eksempel en legeplads med sandkasse og lav klassekvotient. De lærere, der underviste på skolen, og som skrev om og engagerede sig i sinkernes skolegang, var også blandt tidens progressive pædagoger, blandt andre Sofie Rifbjerg og legepladsforkæmperen Hans Dragehjelm.
Sinker
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.