Silje og Brian

Der er et stort glosefællesskab mellem dansk og norsk. Udtalen er forskellig, men de centrale gloser er i vid udstrækning de samme. Det er ikke så mærkeligt. Dels bygger de to sprog på det samme grundlag, oldnordisk, og kunne dårligt holdes ude fra hinanden for 1.000 år siden, dels var Norge under dansk administration fra 1380-1814.

Men navnene er ofte forskellige. I Norge kan man hedde Dag, Atle, Ståle, Vesteinn, Haakon, Halvard, Marit, Aslaug, Gro, Synnøve, Bjørg, Turid, Hilde og Kari. Det hedder vi sjældent.

En toptyve-liste over norske fornavne fra 1995 viser klare forskelle fra den tilsvarende danske, selv om der også er ligheder. Blandt de hyppige er drengenavne som Stian, Magnus, Eirik og Simen, og pigenavne Silje, Marte, Malin, Vilde og Andrea.

Det hyppige danske navn Brian er yderst sjældent i Norge, og når det forekommer, udtales det på engelsk. Brian er et udpræget modenavn, som næppe står særligt stærkt om 25 år. Men måske om 100 år igen? Navne kan nemlig genbruges, men ofte først efter et par generationer. Kun få kalder i dag deres døtre Birthe, Grethe og Hanne eller deres sønner Børge, Holger eller Vagn. Men navne som Henriette, Katrine og Kirstine er hyppige, og det samme er Martin, Andreas og Johannes.

Det mest stabile er selvfølgelig de navne, som ikke er underlagt modebevægelser, de ældgamle: Niels, Klaus, Søren, Peder, Marie, Anne med flere. De slides ikke ned. Til gengæld skal man holde styr på opfindsomheden, hvis man skal komme igennem over for myndighederne med sine fantasifulde navne- eller staveformer: Christophpher-sagen er ikke glemt. - Også norske arkiver rummer fantasifulde navne som Morfine, Busemand, Elendius og Hermetikk. Men den slags går ikke mere.

Professor Higgins