Sidste skud

'Det er ikke kun de moderigtige og overfladiske professionelle, der benytter grænsebegrebet', konstaterer forfatterne på et tidspunkt fra fæstningens tredje bastion, '. . . grænsetænkningen har indlejret sig i seriøst arbejdende og velreflekterende kredse.'

Så meget vanskeligere må forsvaret for børns frihed være. Frihed fra fremmedbestemmelse og grænsesætning.

Og dog: 'Der er i Danmark grupper både blandt lærere, pædagoger, administratorer, politikere og forældre, som er kritiske over for de sider af institutionerne, som bygger på autoritære, ensidige barn-voksen-relationer' (side 105). Det er et held, selvom de grupper vist ikke kan være ret store. I fæstningen er det tidligere slået fast, at stort set alle voksne er restriktive og diffuse grænsesættere. Især pædagoger og skolelærere - de professionelle.

Forskningsprogrammet 'Grænser eller ej?' ved Højvangseminariets Forskningsenhed er udkommet med tredje og sidste udgivelse, 'Andre Måder'. De to første bøger er tidligere anmeldt her i bladet. Med projektets egne ord er denne sidste forskningsdel et forsøg på at besvare spørgsmålet: Hvis vi ikke vil sætte grænser, hvad gør vi så? Hvilke 'andre måder' er der?

Praksisorienteringen i spørgsmålene skal forstås ganske bogstaveligt, men besvarelsen er ikke overbevisende, selvom det er projektets hovedanliggende at pege på nye og andre måder i daginstitutioner og skoler. Til gengæld er bogens analyser og teoretiske diskussioner af grænsebegrebet og dets baggrund interessante og overbliksgivende. Det er ubetinget her, styrken ligger.

Blandt andet udstyres grænsebegrebet - for første gang - i forskningsprogrammet med både en plus- og minus-pol. At sætte grænser kan derfor ikke opfattes entydigt autoritært og ordensorienteret, men har også betydninger i retning af det søgende og orienterende.

Hvad er da årsagerne til, at vi er grænsesættere for vore børn i så markant en udstrækning, at grænsetænkning er et særligt fænomen i 90'er-tidsånden, som det siges. Hvad indbyder til grænsetænkning? Ikke én, men mange årsager. Og det er vel kun muligt på papiret at adskille dem. Analytisk peger forfatterne på tre hovedområder, som hver især rummer forklaringer, nemlig den brede samfundsmæssige og kulturelle sammenhæng, særlige omstændigheder ved barndommen i nutiden og institutionaliseringen i selve det pædagogiske felt.

Mulige årsager konkretiseres indenfor hovedområderne, gående fra påpegningen af det 'kulturelle selvfølgelighedstab' med normskred, mangfoldighed og uoverskuelighed - til diskussionen om institutionaliseringens betydning især i daginstitutioner og skoler. Institutionalisering og grænsesætning passer alt for godt til hinanden, pointeres det (se i øvrigt alle væsentlige begreber defineret særskilt side 106-07).

Da projekt 'Andre Måder' netop refererer til andre måder at organisere livet og arbejdet i institutioner på, er halvdelen af bogen helliget resultaterne og diskussionen af konkrete empiriske undersøgelser. Her foregår altså jagten på eksisterende relationsformer, kommunikationsformer, omgangsformer med videre, som i projektets forståelse konstruktivt peger i retning af afinstitutionalisering og dermed fjernelse af grænser for den enkelte.

Såvel jagtplan som udbytte er dog - set med mine øjne - noget tyndt og arbitrært. Også selvom det er forfriskende at få sat spørgsmålstegn ved gængse opfattelser og handlemønstre.

'Andre Måder' beskrives til sidst som et udtryk for 'institutionskritisk demokratiudvikling'. Derfor får man stukket en selv-test i hånden - til måling af institutionens demokratiske over- eller underskud!

Andre Måder

Af Erik Sigsgaard, Kim Rasmussen og

Søren Smidt

Serie: Grænser eller ej?

244 sider, 225 kroner

Hans Reitzels Forlag