SF’er til Nørrebro-skole: Indberetning for vold er ingen straf

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) roser Rådmandsgades Skole på Nørrebro for at tale med forældrene i stedet for at underrette de sociale myndigheder, når lærere erfarer, at de tosprogede elever kender til vold hjemmefra. Men det er en helt forkert måde at gribe problemet an på, hvis man kan helt går uden om de sociale myndigheder, mener Özlem Cekic, hvis forældre kom til Danmark fra Tyrkiet i 1970'erne.

"Vold er et kæmpe problem i de laveste sociale klasser, og det er vi nødt til at tale højt om. Derfor er det flot, at skolen tager fat i forældrene og taler med dem om deres adfærd over for børnene. Men det er dybt problematisk, at skolen ikke indberetter volden til de sociale myndigheder", siger Özlem Cekic, der er social- og psykiatriordfører for SF.

Den sociale lov sikrer barnets tarv, og hvis man ser igennem fingrene med den, fordi børnene er tosprogede, så svigter man børnene, mener hun.

"Vi kan ikke have et system, hvor skoler indberetter vold mod børn med blå øjne, men ikke gør det, når børnene har brune øjne. Vi skal volden til livs, og en indberetning må aldrig stå alene. Skolen skal forklare forældrene, at den ikke er en straf, men en måde at sikre at de får den hjælp, de har brug for til at opdrage børnene uden brug af vold", siger Özlem Cekic.

Ingen overraskelse at ordblinde overses

I sin nye bog 'Fra Føtex til 'Folketinget' åbner Özlem Cekic for en historie om et underklassens Danmark, der er skjult for de fleste. Hun fortæller om sin tidligste barndom i Tyrkiet, om de første svære år i Danmark og om at vokse op på et belastet Vesterbro. Men det er også en beretning om glæden og drivkraften ved at opdage, at man kan forandre sit liv og gøre en forskel.

Som uddannet sygeplejerske har Özlem Cekic arbejdet i psykiatrien, og det kommer ikke bag på hende, at fagbladet Folkeskolen i sidste uge kunne beskrive, at tosprogede børn ikke bliver diagnosticeret som ordblinde trods svære læseproblemer.

Lærerne opfatter deres symptomer som udtryk for tosprogethed. Derfor får de ikke den specialundervisning, de har brug for.

"Det er dybt bekymrende, at børnene ikke får de nødvendige redskaber til at lære at læse og skrive. Vi ser det samme i psykiatrien. Her er der heller ikke ret mange tosprogede. Først når Ali har slået nogen ned, begynder vi at overveje, at han måske har en sindslidelse", siger Özlem Cekic.

Se på børnenes sociale baggrund

Mange lærere vurderer det i alt for høj grad som et kulturelt problem, når tosprogede elever klarer sig dårligt, mener folketingsmedlemmet.

"Når lærere står over for en tosproget elev med læseproblemer, skal de stille sig selv nøjagtig de samme spørgsmål, som de ville gøre, hvis de var Brian: Skyldes hans læsevanskeligheder, at forældrene er resursesvage, at drengen er ordblind, eller at han har svært ved at koncentrere sig? Vi kan nå langt, hvis lærerne betragter børn fra minoriteter som alle andre og tager udgangspunkt i de sociale problemer, mange af dem kommer fra", siger Özlem Cekic.

Hun kan godt forstå, at lærere synes, det er svært at tale med forældrene, når de hører til i socialklasse fem, og der samtidig er sproglige problemer, men hun advarer mod en situation, hvor hele lærerværelset pludselig er enig om, at problemerne skyldes kulturforskellene.

"Lærere skal huske, at tosprogede børn fra akademiske familier ikke har de samme problemer. I langt de fleste tilfælde er problemerne socialt betingede", siger hun.

Fakta om bogen

'Fra Føtex til Folketinget' udkommer på fredag på forlaget Gyldendal.

Læs kapitlet 'Tilbage i Danmark', hvor Özlem Cekic fortæller om at vende tilbage til Danmark og begynde i modtageklasse efter to år hos sin mormor i Tyrkiet, til højre for artiklen.