"Jeg er rystet over den tankeløshed, det er udtryk for, og jeg har nu bedt ministeren om at redegøre for, om det virkelig skal være sådan," siger SF' socialordfører Pernille Frahm.
Undervisningsministeren har begået et alvorligt brud på FN's handicapkonvention, mener hun
"Bertel Haarder bør straks tilbagekalde testen. Det er nødvendigt med en samlet plan for, hvordan vi sikrer ligestilling af mennesker med handicap - for ellers kan det tilsyneladende smutte. Selv for en minister", siger Pernille Frahm.
Også Dansk Blindesamfunds landsformand, Jens Bromann, raser over, at Undervisningsministeriet sender test ud, som blinde og svagsynede ikke har mulighed for at udføre på lige fod med alle andre, fordi de ikke kan bruge computerens mus. Derimod har de ingen problemer med at anvende funktionstasterne.
"Ministeriets fremgangsmåde er et udtryk for, at den rummelige folkeskole ikke eksisterer. Hvis ministeren virkelig mener, at folkeskolen er for alle, så bør man sikre tilgængelighed for handicappede til de nationale test og ikke tillade, at de gennemføres uden denne tilgængelighed. Som det er nu, har ministeren overtrådt FN's handicapkonvention, som regering indgik den 30. marts 2007", siger Jens Bromann.
Varen er ikke leveret
Allerede i forbindelse med høringen om de nationale test gjorde Dansk Blindesamfund og De Samvirkende Invalideorganisationer opmærksom på behovet for handicaptilgængelighed.
Ministeren blev også spurgt af SF's Pernille Vigsø Bagge om sagen. Bertel Haarder svarede, at ministeriet i forbindelse med udbudsrunden om at lave de hjemmesidebaserede test fremsatte krav om handicaptilgængelighed. Dog oplyste han også, at testene formentlig ikke kan gennemføres uden støtte til elever med handicap.
"Det er fuldstændig uacceptabelt, at Undervisningsministeriet har krævet handicaptilgængelighed i kontrakten, men ikke reagerer, når varen ikke bliver leveret. Det viser, hvor lav prioritet tilgængelighed for handicappede har i ministeriet," siger Jens Bromann.
Dansk Blindesamfund har over for Skolestyrelsen i Undervisningsministeriet krævet, at de nationale test ikke afholdes, før de er tilgængelige for alle elever.
"Vi må have klart svar på, hvornår disse test bliver tilgængelige, ellers bliver det måske engang i næste århundrede. Og indtil testene er tilgængelige for alle, forventer vi, at ingen test bliver afholdt", siger Jens Bromann.
SF: Haarder diskriminerer blinde og svagtseende
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.