"Vi håber, at sangbogen kan få endnu flere elever til at opleve glæden ved og værdien af at synge sammen - ikke mindst i Sangens År 2008. Men det er ikke nok med sangbøger: Der skal også musiklærere til at løfte sangen", lyder det fra formand for Seminariernes Musiklærerforening Jesper Juellund Jensen.
Halvering af studerende med musik
Blandt de studerende på den nye læreruddannelse er der kun godt 200, der har valgt linjefaget musik. På den tidligere uddannelse valgte gennemsnitligt godt 400 studerende musik de to foregående år.
"I forhold til behovet for faguddannede musiklærere på de cirka 2500 skoler i Danmark er nedgangen i produktionen af faguddannede lærere til blot halvdelen ganske enkelt katastrofal. Selv hvis alle godt to hundrede studerende gennemfører studiet og efterfølgende underviser i folkeskolen, vil det ikke tilnærmelsesvist kunne dække behovet for undervisning af folkeskolens over 700.000 elever", fortæller Jesper Juellund Jensen.
Han har sammen med censornæstformand for musik i læreruddannelsen Steen Lembcke sendt et brev til undervisningsministeren og følgegruppen for ny læreruddannelse for at gøre opmærksom på problemet, men har endnu ikke fået svar.
"Det her betyder, at mange tusinder af folkeskoleelever nok vil have musik på skemaet, men næppe en musiklærer til at varetage undervisningen. Hvis man virkelig mener det alvorligt med sangen i folkeskolen, bør man derfor først og fremmest justere loven om læreruddannelsen, så man sikrer, at der bliver uddannet musiklærere til at løfte sangen med eleverne", siger Jesper Juellund Jensen.
Seminarielærere: Ja til sangbøger med tilhørende musiklærere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.