Selvskadens psykologi

16,2 procent af unge i de ældste skoleklasser har ifølge forskerne skæmmende armønstre op ad armene efter blodige cuttingritualer. Kroppen anvendes som scenarium for protest mod overvældende følelser af indre tomhed og fremmedhed over for tilværelsen. Især af pigerne. Aktiviteten begynder i 13-års-alderen og fader ud midt i tyverne.

En skala opstilles fra psykotisk lemlæstelse, hvor kønsorganer, øjne og kropsdele skæres ud, til kulturelt (historisk) accepterede kropslige indgreb som piercing, tatovering, omskæring, halsforlængelse og fodsnøring. Cutting placeres som moderat selvskade. En måde at udleve uacceptable følelser på. Et værn mod selvmord, men risikoen er dog forhøjet (borderline-diagnose)! Selvpåført smerte anvendes som kontrolform og selvafstraffelse.

Avanceret udviklingspsykologi bruges til at forstå aktiviteten. Hvorledes opbygger barnet evnen til mentalt at begribe omverdenen (umoden mentalisering)? Hvordan reguleres og sprogsættes følelser? Seksuelle krænkelser i barndommen er en vigtig baggrundsfaktor. Teorierne samles i traumamodellen, hvorefter sårbare unge gentager fortidens psykiske krænkelse i form af selvpåført fysisk skade. Behandlingsmuligheder omtales også.

Flot bog. Ud over at blive klogere på selvskadens psykologi får vi en imponerende indføring i psykologisk teori om børns udviklingsprocesser i postmoderniteten. Tilbage står det ubesvarede spørgsmål: Hvorfor er cutting mere gadesmart nu end de mere gammeldags såsom hysteriske symptomer og afløsningsformer som anoreksi/bulimi/fedme?

Det er ikke nogen læse-let-bog!