Selvdannelse og pædagogik

Der kunne såmænd være gode grunde til at give denne lille bog, der har de pædagogstuderende som erklæret målgruppe, prædikatet irriterende.

For den er blevet både for ambitiøs, for indholdsmættet og for tung. Var man ude i ærindet at bidrage til den aktuelle nedgøring af behovet for "dyb" teori også i de mellemlange professionsbacheloruddannelser, kunne der godt findes eksempler her.

Og så det begreb, selvdannelse. Er det mon ikke bare dette årtis opfølgning på de to forrige årtiers modeord, selvrealisering og selviscenesættelse?

Nej. Bogen skal have en chance. For følger man forfatterens opfordring til at have (stor) tålmodighed, er belønningen tankevækkende nye vinkler på det for både lærere og pædagoger så vigtige dannelsesbegreb. Vinkler, der på konstruktiv vis kan irritere vanetænkningen og bidrage til den så nødvendige pædagogiske refleksion og dialog i begge professioner. Og måske endda befordre dialogen mellem dem?

Ret langsomt, men sikkert, føres vi gennem redegørelser fra antikken til nutiden for sammenhængene mellem dannelsesidealer og pædagogik med den ambition, at praktikeren gennem indblik i de historiske "kirkefædres" tanker kan finde støtte til formuleringen af sit eget, selvbestemte dannelsesideal – og samtidig modvirke selvtilstrækkelighed.

Lidt hovsa præsenterer forfatteren så på falderebet sit eget, selvvalgte selvdannelsesideal her i postmodernismen – til mere inspiration. Funderet på Nietzsches livskraftsbegreb og Richard Rortys pragmatismeopfattelse.

Pædagogers og læreres selvdannelse er vigtig, men bogen fortjener en omredigering, for alt for mange læsere vil i denne udgave været faldet fra, før forfatteren når frem til pointerne om selvdannelsens betydning for pædagogisk personale – og dermed pædagogikken.