Seje drenge og superseje piger

Forfatteren, der er hjerneforsker og foredragsholder med mere, siger om sin bog, at den er hendes bidrag til debatten om, hvad neuropsykologien kan bruges til i praksis i læringssituationer.

I bogen fortæller hun om de udviklinger, som hjernen gennemgår på de forskellige alderstrin, og om, hvorfor det er forkert for eksempel at stille rigide krav om koncentration til små seksårige drenge, når man nu ved, at myelinet (nerveisoleringen) ikke er på plads, og de derfor ikke kan sidde stille i mere end ti minutter med den samme kedelige opgave. Ligesom så meget andet i hjernen skal være udviklet, før man kan "tage ansvar for egen læring". Det er meget meget vigtig information for lærere og forældre, og bogens hjernekapitler er informationstætte, men forståelige.

På det pædagogiske område synes hun også, vi er for lidt åbne over for drenges og pigers forskellige udvikling. Kønsforskellene har betydning for udvikling og læring. Hun spørger: "Hvorfor er så mange drenge udsatte? Hvorfor får piger ikke altid brugt deres potentiale?" Og her spiller kønshormonernes indflydelse på hjernens udvikling som struktur en væsentlig rolle. Hun synes ikke, at vi vedblivende kan undlade at inddrage viden om hjernens modning og funktion, når vi skal kortlægge børns og unges udviklingspotentialer eller lægge pædagogiske læringsstrategier. Måske af angst for at behandle kønnene ulige tromler skolerne en tilsyneladende ligebehandling igennem i indskolingen, hvilket kun fører til, at drengene "dumper" med det samme og de næste ni år får skældud for ikke at være som piger. Vi skal i stedet lægge en pædagogisk strategi, der tager højde for pigers og drenges forskellige læringspotentiale ved eksempelvis at give kønsopdelt undervisning med jævne mellemrum.

Forfatteren er vant til at formidle, så ud over de mange vigtige informationer er bogen meget skæg, og eksemplerne går lige ind hos lærere og forældre.