Bøger, der handler om forskellige bondegårdsdyr, findes der mange af. Derfor bør nye bøger også på en eller anden måde skille sig ud fra mængden for at gøre sig bemærket. Dette er desværre ikke tilfældet med denne udgivelse. I bogen her beskrives en større del af de dyr, man kan møde på en bondegård. Det har helt klart været vigtigt for forfatteren at få så meget med som muligt snarere end at komme blot en smule i dybden. Hvert dyr har højst et par sider til rådighed, hvilket ikke er særlig meget, når man tager dyrenes forskellighed i betragtning. I bogen findes beskrivelser af alt fra geder over heste til strudse. Til bogens forsvar er billederne rimelige og passer udmærket ind i teksten.
Fuglebogen er en hel del bedre. Her er det vigtigt med en stor variation, hvis bogen skal have sin anvendelse, og det er netop tilfældet for denne bog. I bogen beskrives de mest udbredte fuglearter, man støder på i sin hverdag, hvad enten det er i haven, på marken eller i skolen. Både billeder og forklaringer er gode og giver tilsammen en udmærket grundviden om de enkelte fugle.
For begge bøgers vedkommende savner jeg henvisninger til supplerende læsning, især når bøgerne beskæftiger sig med emner, der tidligere er udgivet meget om. Det bør altid være at finde i bøger som disse.
Anvendeligheden af bøgerne i undervisningssammenhænge vil jeg mene er meget begrænset. Jeg vil dog alligevel anbefale fuglebogen til skolebibliotekernes hylder, da den, uden at være for omfattende i sine beskrivelser, giver børn en god mulighed for at lære lidt mere om de mest almindelige fuglearter.
Se på dyr på gården / Se på fugle i haven
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.