Materialet indeholder 14 lytte- og læsetekster samt prøvebekendtgørelsen med uddybende kommentarer til prøveforløbet. Prøvematerialet er tilknyttet tekster og emner i 'Schau 3', tysk i 9. klasse.
Lytteteksterne fortæller om bøsser og lesbiske (uegnet i prøvesituationen!), tyrkiske pigers hovedbeklædning, børns oplevelse af forældres skilsmisse, diskussion mellem mor og datter om mad og vægt, dagligdagen i en tysk plejefamilie for en dreng fra Ghana, skolen i Østtyskland sammenlignet med Vesttyskland, penges betydning i genopbygningen af Østtyskland, dagbog fra murens fald, Boris Becker og Michael Schumacher (to meget tekniske tekster), en 15-årigs biltyveri, forældres straffeforanstaltninger over for deres børn og smogproblemer. Lytteteksterne er hovedsageligt formuleret som interview. Lytteteksternes varighed er cirka tre-fire minutter med tydelig tale og passende taletempo. Til hver lyttetekst hører en illustration indeholdende mange hovedhandlinger.
Læseteksterne fortæller om tyrkiske pigers sociale problemer, mobning og vold i skolen, problemer mellem forældre og børn, en alternativ skole i Tyskland, oplevelser før og efter murens fald, sportsfolks dagligdag, overfald og bankrøveri og miljøproblemer. Læseteksternes indhold formidles gennem læserbreve, artikler og beretninger; godt med variation! De fleste læsetekster har god typografi, men brug af flere teksttypiske træk, for eksempel mellemrubrikker i de lange artikler, ville støtte læseprocessen. Læseteksternes længde (fra cirka 1.400-1.900 bogstaver) er problematisk, både i forhold til prøvebekendtgørelsens krav (cirka 1.300, en normalside) og forberedelsestiden på 20 minutter. Dette forhold betyder, at jeg ville være meget forsigtig med at bruge teksterne i prøvesituationen.
Materialet foreskriver ikke en bestemt kombination af lytte- og læseteksterne; det er vigtigt i sammensætningen at tage højde for, at det samlede prøveoplæg tilgodeser forskellige problemstillinger inden for temaet.
Til sidst en opfordring: For alle materialer gælder, at det mest naturlige ville være at sætte kildeangivelser på læseteksterne - det giver eleverne mulighed for at inddrage deres eventuelle forhåndskendskab til de forskellige aviser, tidsskrifter og blade.
Schau 3
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.