Hvorfor søgte du stillingen som trivsels- og fraværskonsulent?
”Som nyuddannet lærer var jeg optaget af at undervise, men med tiden kom interessen for elevernes trivsel til at fylde mere. Jeg fik lyst til at arbejde fokuseret med trivsel og fravær, og det gør jeg nu. Jeg sætter stor pris på fleksibiliteten mellem forberedelse, møder på skolerne og strategisk arbejde om fraværsindsatsen.
Jeg har en kandidat i pædagogisk psykologi, men min erfaring som lærer har vægtet højt for PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning). Jeg var glad for at være lærer, men jeg længtes efter ny viden, og kandidaten har givet mig større indblik i, hvad der er på spil i skolen. Det er superkompliceret, hvorfor børn ikke kommer i skole.”
Hvad tager du med dig fra dit lærerjob?
”Jeg ved, hvordan det er at stå ene lærer med 25 elever. Derfor er det lettere for mig at komme med bud, som kan leve i praksis. Vi er langt fremme med at registrere fravær, så vi kan se, om en elev har svært ved at komme i skole om tirsdagen, men ikke om onsdagen. Tirsdag begynder måske med matematik, som eleven har svært ved, mens onsdag byder på en samtale med en voksen, eleven er tryg ved. Kan vi flytte den samtale til tirsdag, samtidig med at eleven fortsat kommer i skole onsdag?”
Hvad består dine nye opgaver i?
”Jeg deltager i netværksmøder om børn med skolefravær. Her samarbejder jeg med lærere, ledere, sundhedsplejersker, socialrådgivere, forældre og også elever, for det er vigtigt at høre deres stemme. Fire gange om året mødes jeg med et vejledernetværk med ledere og lærere på tværs af skolerne. I år har vi fokus på samarbejdet med forældre, for det kræver nysgerrighed, dialog og en høj grad af respekt for hinandens perspektiver at komme godt fra start i samarbejdet. Fravær er et politisk prioriteret område, så jeg skal løbende fortælle børne- og ungdomsudvalget, hvordan indsatsen går. Det er jeg spændt på.”
Hvordan taler du med lærere om, hvordan de kan styrke trivslen?
”Lærere kender deres klasse, så min opgave er at facilitere, at de tænker deres gode ideer ind i arbejdet. Jeg kan også i samtalen være nysgerrig efter, hvorfor barnet synes, det er svært at gå i skole, frem for at vi voksne konkluderer på det. Det er kompliceret, når et barn ikke vil i skole, og vi skal holde ved, så vi bekræfter barnet i, at vi vil hjælpe.”
Hvordan inddrager du forældrene?
”Man skal takke forældre for at henvende sig med deres bekymring, så de oplever, at skolen lytter. Skam fylder meget i sager om fravær, både hos barn, forældre og lærere. Det er der ikke altid blik for, og når alle leder efter, hvor de ikke selv slår til, kommer man let til at misforstå hinanden. Man kan ikke fjerne skammen, men man kan anerkende hinandens perspektiver. Forældrene kender barnet bedst, og derfor skal deres perspektiver fylde meget, især i begyndelsen.”
Hvad er årsagen til, at skolefravær er eksploderet de senere år?
”Det er komplekst, for ingen sager er ens. Men fravær er blevet en strategi for at løse noget, som er svært. For eksempel har besparelser sat tiden til at skabe tryghed for eleverne under pres. Der har altid været børn, som synes, det er svært at gå i skole, men i dag arbejder mange forældre fleksibelt, så der er ikke helt så langt til, at barnet får lov til at blive hjemme, hvor der også er mere underholdning med spil og film end tidligere.
Test allerede i indskolingen og adgangskrav til ungdomsuddannelser kan også få det til at vippe. Og så er der børn med diagnoser, som har svært ved at være i folkeskolens ramme. Lærerne skal sørge for, at alle børn føler, at de hører til i klassen. De skal italesætte over for børnene, at forskellighed er en styrke, og have blik for, hvordan de arbejder med et barn, der ikke bare gør, som de beder om. De skal se på, hvordan de kan give barnet flere handlemuligheder, og skabe hyggelige stunder med barnet i løbet af ugen, så relationen bliver positiv. Samtidig skal skolen have en handleplan for, hvordan man sætter ind, når en elev begynder at have fravær, så lærerne ved, hvad de skal gøre.”
Sarah bruger sin lærerbaggrund i kampen mod skolefravær
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.