Sanselighed

Nogle udviklingstendenser i skolen udfolder sig under stor opmærksomhed. Det gælder i disse år for eksempel bestræbelserne på at tage mere hensyn til elevernes forskellige læringsstile og på at skabe en mere rummelig skole. Der skrives masser af artikler, rapporter og bøger om de to temaer, der holdes et væld af kurser, og temaerne optræder ofte i skolers udviklingsplaner.

Man skal imidlertid ikke overse, at skolen også udvikler sig i mange andre retninger end dem, der får opmærksomhed. En af de vigtigste tendenser for tiden er, at der kommer flere sanselige kvaliteter i undervisningen. Der er kommet mange flere billeder, mere musik, flere udflugter i naturen, mere rollespil, performance, flere musicals, og der er også kommet mange flere muligheder for at føle på tingene og gøre erfaringer med at håndtere dem.

I min barndoms skole var klasseværelsets vægge stort set nøgne, bortset fra tavlen og nogle få gulnede billeder af historiske personligheder, vinduerne sad så højt, at man ikke kunne se ud, og musik var henvist til sangtimerne. I dag kan det virke ubegribeligt, at nogle kunne finde på at indrette en skole på den måde. Men der var naturligvis en ide bag, og den var at minimere forstyrrelser og fremme koncentration. Man lærte bedst, forestillede man sig, hvis man kun blev udsat for de centrale og absolut nødvendige påvirkninger fra læreren og fra lærebogen.

I dag er vi overbevist om værdien af at modtage en mangfoldighed af sanseindtryk. Man skal helst både høre, se, føle, lugte og smage, og sanseindtrykkene skal virke stærke, autentiske og overbevisende. Vi tror på, at man lærer mere, forstår mere og husker bedre, jo kraftigere og jo mere mangfoldige sanseindtryk man har været udsat for.

Der er flere forklaringer på den øgede sanselighed i undervisningen. Den vigtigste er sikkert, at den har været nødvendig for at fange og fastholde børnenes opmærksomhed. Nutidens børn er vant til næsten konstant at være omgivet af billeder og af musik med raffinerede tekniske kvaliteter. Hvis moderne børn blev puttet ind i min barndoms klasseværelse, ville de sikkert få kuller af tomhed.

Ingen tvivl om, at den øgede sanselighed ikke blot har været en nødvendighed, men også i det store og hele et fremskridt. Men der er også grund til at stille et par kritiske spørgsmål til udviklingen:

Hvor går grænsen mellem undervisning og underholdning? Forventningen om sanselige kvaliteter stiller store krav til lærerens forberedelse. Og hvis der skal være pædagogisk mening i det, skal det føre ikke blot til underholdning, men også til at eleverne lærer og forstår mere.

Bidrager vi til, at eleverne bliver yderligt overstimulerede? Den finske neurolog Matti Bergström hævder, at mange af nutidens børn allerede er overstimulerede, og at den hektiske, forvirrede og overvældende mængde af indtryk, de modtager, er en hindring snarere end en hjælp, når det gælder om at udvikle viden og forståelse. Undervisningen skulle nødigt bidrage yderligere til forvirringen.

Er der plads til den rolige, stille fordybelse i nutidens skole? Det indgår i tidens store interesse for læringsstile, at nogle børn lærer bedst i rolig og ensom koncentration. Den er der imidlertid ofte ikke plads til i den moderne skole.

Nok skal vi have mere sanselighed, men i afpassede doser og underordnet et pædagogisk formål.

Per Fibæk Laursen er professor