- et spil om overlevelse
Brætspil i sæt a fire (til 16 elever), 500 kroner
Dansk Flygtningehjælp og Forlaget Columbus
Ideen til dette spil er opstået og udviklet blandt en gruppe elever på Tornbjerg Gymnasium på Sjælland. Det er et flot og ret ukompliceret spil, som fanger elevernes interesse, og som kan afvikles på relativt kort tid - passende til den tid, vi har i folkeskolen. Det er et brætspil, i flot og solid udførelse, hvor brættet er delt i tre sektioner, idet del I svarer til verden uden for Europa, II er Europa, mens III er smørhullet Danmark. Man flytter efter terningkast og skal besvare spørgsmål, som går på viden om verden omkring os, i andre tilfælde skal deltageren holde et lille debatindlæg, som bedømmes af de øvrige deltagere, men der kan også være rene 'skæbnetilfælde', hvor man for eksempel må rykke tilbage, fordi ens asylansøgning er blevet afslået. Reglerne er enkle, men det betyder også, at der ikke er taget højde for alle tilfælde; man kan dog nemt selv vedtage regler for disse. Det enkelte spil er for højst fire deltagere, men kan sagtens være for otte, blot man er to elever om én brik.
Eleverne, som blev udsat for spillet, to 9. klasser, var begejstrede for det og syntes, at de fik meget ud af det. Selv måtte jeg lide den tort at dumpe i på spørgsmålet om den dominerende religion i Rusland. Jeg sagde selvfølgelig: 'Russisk ortodoks', men facit på kortet var: 'græsk ortodoks (katolicisme)'. Jeg mener dog at have ret, og sådanne kort kan jo bare 'blive væk'.
Det er smart, at der er tre kategorier af kort med opgaver, og at de bliver mere humane på vejen til målet. Undervejs kan man også få eller få inddraget sit pas, blive afvist, udsat for forskelsbehandling og meget mere. Det oplyses, at vidensspørgsmålene er for 15-årige og opefter, men jeg vil dog tro, at også nogle 7.-klasser vil kunne være med - man behøver jo ikke at svare rigtigt hver gang.
Med spillet følger tre faktahæfter om flygtningestatistik og om, hvordan man får asyl i Danmark.
Hans Erik Berthelsen
Samfundsfag
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.