Når lærerne gav en besked, var det ikke længere nok at sige den én gang. I stedet var det nødvendigt at gentage det både anden og tredje gang – og til sidst i en mere kontant tone. Ellers ignorerede eleven det.
Sådan fortæller udskolingsleder Jens Guldbrand Karstoft på Tranegårdskolen i Hellerup om den forandring, de begyndte at se for fem år siden.
”Vi oplevede det som en stigende belastning for lærerne, at de hele tiden skulle op at stå på tæer over for eleverne. Det er hårdt, hvis man skal gøre det 25 lektioner om ugen.”
Samtidig så de elever, som havde sværere ved at koncentrere sig i længere tid ad gangen, og som helt generelt havde sværere ved ”den disciplin, der hedder at gå i skole”.
Tranegårdskolen var ifølge Jens Guldbrand Karstoft på vej mod en kultur, som var hård for lærerne at arbejde i, hvor deres autoritet blev udfordret, og hvor eleverne ikke fik nok ud af undervisningen.
Så de besluttede sig for at ændre kulturen ved at fokusere både på elever, forældre og lærere.
Pointen med skolen
For lidt siden var skolegården fuld af hujende elever, der holdt frikvarter. Langt de fleste af dem er gode til at gå i skole og har forældre, der bakker op, understreger Jens Guldbrand Karstoft.
Gruppen, som har svært ved det, er bare blevet større.
Han oplever forældre, der i omsorg for deres børn efterspørger særaftaler, og som gerne vil sørge for, at børnene har det godt ved at fjerne det, der gør ondt, eller som er besværligt – også i skolen.
Men ifølge Jens Guldbrand Karstoft er det hele pointen med skolen.
”Det er jo det, vi laver: Vi lægger besværlige ting foran eleverne hver eneste dag, fordi vi gerne vil have, de skal lære noget.”
Ifølge ham kommer eleverne ind som børn, og når de går ud, skal de være blevet til elever.
”Autoritet i skolen er en nødvendighed, hvis vi skal rykke eleverne. Hvis vi hele tiden fjerner friktionen fra dem, så får vi det samme barn ud, som gik ind.”
Kys og farvel
Han beskriver skolens forældresegment omkring Gentofte og Hellerup som ressourcestærkt, veluddannet og initiativrigt.
”De er vant til at få tingene, som de vil have det, og man kan blive i tvivl som lærer, når de presser én,” siger han.
Hans erfaring er, at presset tit kommer, når forældrene er usikre på, om det kører, som det skal, i skolen. Derfor har de lavet oplysningskampagner til forældrene om skolens værdier i ønsket om at etablere en klarere forventningskontrakt.
Når forældrene træder ind på skolen for at aflevere deres børn, bliver de for eksempel mødt af en plakat, der forestiller to børn på vej til skole med teksten: ”Kys og farvel/ Herfra kan jeg klare det selv/ Og ellers hjælper de voksne mig”.
Skolen er også mere tydelig end før om, hvad de forventer - for eksempel at eleverne kan pakke deres egen taske og binde deres snørebånd.
Familien vs. klassen
I klasselokalerne kunne lærerne også mærke, at eleverne var vant til at være omdrejningspunkt.
”Det kan jo fungere fint i en familie, men det fungerer ikke specielt godt, når man har 25 børn i en klasse,” siger Jens Guldbrand Karstoft.
Vi plejer at sige, at det er vigtigt at lære at skændes med sine søskende og at blive venner igen. Men udskolingslederen har en formodning om, at forældre ofte ”løser” skænderierne ved at sætte en iPad eller et fjernsyn mellem søskende.
”Så har vi nogle elever, der mangler at kunne stå i uenighed, komme over det, blive gode venner og finde et kompromis.”
Ved du, det er sådan, det foregår?
”Nej, men vi kan se på alle tal, at børn relativt tidligt får telefon, og at forbruget er højt på landsplan. Der er nogle tendenser, som ikke gælder for alle, men for nogle børn. Hvis vi har for mange af dem i en klasse, som har svært ved det, så bliver det enormt hårdt at være lærer.”
Sort/hvidt
For at klæde lærere og pædagoger bedre på til at håndtere presset, dedikerede ledelsen tre personalemøder til et forløb om autoritet.
46-årige Katrine Bothoft Ludwigsen, der underviser i matematik og kristendomskundskab, deltog i forløbet. Hun er netop tiltrådt som tillidsrepræsentant for lærerne og oplever selv et pres fra forældre.
”Sat op sort/hvidt kan det opleves, som om tilliden ikke er der. Jeg tror ikke, det er sådan, forældrene tænker, men vi er jo uddannet til det her, og alligevel bliver der sat spørgsmålstegn.”
Hun oplever forældre, der gerne vil have hende til at tage særlige hensyn til deres børn, for eksempel når eleverne får nye pladser. Og så er der det med respekten. Undervisningen begynder kl. 8, og når nogle af eleverne kommer dryssende senere, forstyrrer det ikke kun undervisningen – det påvirker også fællesskabet.
Derfor hilste hun forløbet om autoritet velkomment.
Reglerne er de samme
Her talte lærere og pædagoger om, hvad folkeskolen generelt oplever, og hvad de særligt står i på Tranegårdskolen. De talte om, hvordan de tydeligere kan stå frem som autoriteter, og hvordan den enkelte lærer oplever sin autoritet.
Katrine Bothoft Ludwigsen arbejder for eksempel meget struktureret i sin tilgang til undervisningen, og hun oplever, at hendes styrke ligger i at skabe tydelige rammer og forventninger. Imens er nogle af hendes kollegaer enormt dygtige til relationsdannelse og kan bruge det til at opbygge autoritet. Her vil Katrine Bothoft Ludwigsen gerne hente inspiration.
Når vi er enige om, at man ikke løber på gangene, kan jeg også sige det til nogen fra 2. klasse, for det er ens for alle. Det gør, at jeg har autoritet over for eleverne.
Katrine Bothoft Ludwigsen. Lærer og tillidsrepræsentant på Tranegårdskolen.
Derudover talte de om, hvordan de kunne hjælpe hinanden og være solidariske, og det har ført til, at der nu i Katrines 4.-klasse gælder de samme regler for alle lærere. Eller sagt på en anden måde: For eleverne gælder de samme regler, uanset hvilken lærer og time de har.
Hver morgen har de for eksempel tjekind, og når de kommer fra frikvarter, er der et minuts stilhed til at falde til ro. I frokostpausen ser de ikke skærm.
”Hvis eleverne har svært ved at se fordelen i et fællesskab, er vi nødt til at hjælpe hinanden med at skabe det,” siger Katrine Bothoft Ludwigsen.
Ikke løbe!
Efter forløbet begyndte lærerne i hendes team også at bruge piktogrammer i klassen til at visualisere både den enkelte dag og den enkelte lektion. Her kan eleverne tydeligt se, hvad der er på programmet, og så behøver de ikke hele tiden afbryde læreren for at spørge, hvad de nu skal.
På skolens fællesarealer er der også indført regler.
”Når vi er enige om, at man ikke løber på gangene, kan jeg også sige det til nogen fra 2. klasse, for det er ens for alle. Det gør, at jeg har autoritet over for eleverne.”
Forløbet har ikke løst alle skolens problemer, men det at have god tid til at drøfte udfordringer og løsninger i fællesskab med kollegaerne har gjort en forskel, fortæller Katrine Bothoft Ludwigsen. Det er svært at nå i en travl lærerhverdag.
”Autoriteten følger ikke længere automatisk med lærerrollen. Den er til forhandling hele tiden.”
Den ene dag kan hun have en lektion, som går megagodt, og hvor hun virkelig mærker sin autoritet. Og så kan hun komme tilbage den næste dag, hvor dynamikken er en helt anden.
Særhensyn og elever, der kom dryssende: Sådan ændrede lærerne kulturen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.