'SÅDANSK - Skriftlig 3 og 4' er gennemreviderede udgaver i overensstemmelse med det nye faghæfte i dansk, lyder det fra forlaget. Hæfterne, der er engangshæfter, gennemgår og træner de discipliner, der er relevante for klassetrinnet, i en slags kursusform. Øvelserne skal være forudsætningen for arbejdet med procesorienteret skrivning, der introduceres i hæftet for 3. klasse gennem brugen af idéark og videreudvikles i hæftet for 4. klasse gennem arbejdet med respons.
Den procesorienterede skrivning og intentionen om, at eleverne skal lege med sproget, er i god overensstemmelse med det nye danskfag, men hæfterne er alligevel yderst traditionelle i deres gennemgang og træning af sproglære og ortografi. Det kniber som sædvanlig med at få knyttet en semantisk forståelse til sproglæren. Bedst lykkes det i hæftet for 3. klasse, måske fordi der her arbejdes en del med den lyriske genre. Ifølge det nye faghæfte skal eleverne udvikle en bevidsthed om sproget, og det sker ikke, medmindre eleverne får lejlighed til selv at opdage, hvordan indholdet ændres, når ord bruges i andre former, men dette sker alt for sjældent i hæfterne. De sproglege, der foreslås, gør næppe eleverne klogere på sprog, men er snarere en lidt mere underholdende måde at lave færdighedstræning på.
De to hæfter handler således om for lidt, sproget bruges ikke særlig funktionelt - arbejdet med færdighederne er adskilt fra arbejdet med den procesorienterede skrivning, og dette er ikke i faghæftets ånd.
SÅDANSK - skriftlig 3 og 4
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.