Sådan tænker børn - sådan lærer de

Af Howard Gardner

Oversat af Kurt Strandberg

400 sider, 280 kroner

Gyldendal

Denne oversættelse af Howard Gardners nok bedste bog, 'The Unschooled Mind', fra 1991 foreligger nu i en dansk oversættelse. I de sidste fem-seks år har den norske oversættelse fra 1993, 'Slik tenker og lærer barn', været de interesseredes og nysgerriges genvej til at læse bogen, hvis man ikke var fortrolig nok med engelsksproget faglitteratur.

Hvad er det, han går efter? Og hvorfor er denne her amerikaner blevet så enestående populær i Skandinavien? Forklaringer skal findes flere steder.

Hans opgør med det herskende syn på menneskers intelligens er én side. Gardners M.I.-teori, teorien om de mange intelligenser (de syv, der nu er blevet til otte en halv), er et opgør med tilhængerne af det éndimensionale syn på intelligens med intelligenskvotient målt ud i middel eller større eller mindre portioner, især leveret som genetisk arv og kun begrænset foranderligt gennem opvækst og uddannelse. Her tumler de kognitive psykologer brølende uenige rundt i den faglige arena både i USA og i fædrelandet. Nogle er for, andre imod. Egentlig repræsenterer han en udviklingsoptimisme over for en stadig ganske fremherskende og langt mere politisk korrekt udviklingspessimisme.

Så har han brugt stort set al sin tid siden 1983, hvor bogen 'Frames of Mind', der satte det hele i gang, kom, med at understøtte undervisningsprojekter, hvor teorien om de mange intelligenser blev brugt som inspiration for fornyelse af undervisningen i amerikansk skole. Harvard University har siden sidst i 1960'erne haft et mega-projekt, 'project Zero', kørende. 'Project Zero's sigtepunkter er: at udforske, hvad forståelse er i undervisning og læring, hvordan børn kan vise og udtrykke deres forståelse, og udvikle nye læseplaner og evalueringsmetoder. Et delprojekt her er 'project Spectrum', der arbejder på at udvikle de mange intelligensers pædagogik. Det begyndte med en forsøgsskole fra fire-femårsalderen på Harvard Graduate School of Education. I dag er der store og mindre udviklingsarbejder i gang overalt i USA.

En tredje side er opgøret med testning af børn, der alle dage har været langt mere udbredt i USA, end vi kender det fra Danmark. I nogle amerikanske stater testes skoleeleverne årligt med gruppeintelligensprøver og placeres i klasser efter deres resultat. Gardner vender sig klart mod testning og peger på iagttagelser af børns funktioner i deres skolehverdag som mere redeligt. Udendørspsykologer i stedet for indendørspsykologer.

Denne her bog handler især om, hvordan man laver forståelsesundervisning. Den er samtidig et opgør med uheldige tendenser i det amerikanske skolesystem (som i parentes bemærket ikke er ét, men vildt meget forskelligt). Den danske læser skal derfor ikke tro, at han/hun sidder med en vejledning i reform af dansk pædagogik og skole, det kan vist kun danskere finde ud af. Bogen kan imidlertid udgøre en inspiration til vores måde at lave skole på, ligesom Piaget, Vygotsky, Bruner og alle de andre kan være det. Gardners pædagogiske grundsynspunkter er forankret i opdateret kognitiv psykologi og udviklingspsykologi, der også for dansk pædagogik er de to områder i psykologien, hvor der sker mest, og hvor det er mest frugtbart at hente ideer fra. (Lidt undskyld til alle de andre psykologiske områder: det sociale, personlighedspsykologien og så videre, som vist også er flittige).

Bogen er godt oversat og derfor let at læse. Gardner skriver faktisk et ordentlig engelsk, er klar i hovedet, så hans begrebsbrug og argumentationer hænger sammen.

Se også artiklen af Asla Fomsgaard, 'Gardner og den danske folkeskole' (Folkeskolen nummer 37, 1999), og læs så Gardner himself. Selv om han er noget amerikansk, hvad man vel ikke kan bebrejde ham, så er han mere skandinavisk-europæisk i sit menneskesyn og sin pædagogiske tænkning end flertallet af hans landsmænd.

Mogens Hansen