“Det er først gået op for mig nu, hvor skarpe vi skal være for at skabe de rigtige rammer.”
Efter 17 år som almenlærer på Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg startede Laura Petersen en ny mellemform op på den selvsamme skole og skiftede dermed væk fra almenmiljøet.
I dag har hun været lærer på mellemformen i tre år. Her har hun daglig kontakt med elever med neurodivergens som autisme og ADHD og andre særlige behov. Hun har nu været på skolen i tre år, og selvom hun stadig føler sig en smule ny på området, har det givet hende en ny og vigtig forståelse for elevernes behov.
“Da vi startede mellemformerne op, vidste jeg nærmest ingenting. Det er faktisk lidt vildt at tænke på,” siger hun.
“Men efterhånden, som vi har med flere og flere elever at gøre, opdager vi, at der er nogle mønstre. Der er rigtig mange ting, som kan være med til at stresse dem. Selvom de selvfølgelig også er vidt forskellige. Men jo bedre vi er til at forberede, jo mere kan eleverne deltage i.”
I en undersøgelse foretaget af fagbladet Folkeskolen blandt medlemmer af Danmarks Lærerforening nævner flere lærere, at dage med fællesskabsfremmende aktiviteter kan være udfordrende for elever med særlige behov. Det kan fx dreje sig om emneuger, lejrskoler eller aktiviteter på tværs af klasser og årgange.
En af de adspurgte i undersøgelsen skriver, at dage med fællesskabsfremmende aktiviteter set med ‘inklusionsbriller’ kan være svære at være i for de ‘særlige’ elever.
En anden supplerer med kommentaren: “Jeg oplever, at vi får flere sårbare elever, der har svært ved at være i (for mange) store fællesskaber. De bliver utrygge, når der skal være holddeling, og vi skal deltage i aktiviteter på tværs af klasser/årgange. Flere og flere børn har brug for en stram struktur og at vide, hvad der skal ske for at kunne fungere i fællesskabet.”
De ti H'er
Laura Petersen er selv blevet overrasket over, hvor lidt der til tider skal til, for at eleverne ikke fungerer i bestemte situationer eller aktiviteter. Men omvendt også hvor lidt, der skal til, for at de kan.
Selv den mindste uforudsigelighed kan stresse eleverne og være med til at få bægret til at flyde over, uanset om det sker i skoletiden eller derhjemme.
“Verden er ikke forudsigelig. Men vores største opgave er at få svar på så meget, vi kan, så vi på den måde kan forberede eleverne så godt som muligt,” siger Laura Petersen.
I mellemformen på Frederiksberg-skolen bruger Laura Petersen derfor redskabet ‘de ti H’er’ - både i den daglige undervisning, men især også når skemaet indeholder fællesskabsfremmende aktiviteter.
Med ti spørgsmål kan lærerne strukturere undervisningen eller aktiviteten og skabe bedre overblik, forudsigelighed og tryghed ved situationen for eleverne. Det handler om at give eleverne svar på bl.a., hvad der skal ske, hvor det skal foregå, og hvor længe aktiviteten varer.
Redskabet er med til at skabe nogle rammer, der gør, at eleverne kan være med på deres egne præmisser. Det kan fx være, at en elev kun deltager én dag på lejrskolen eller får lov at tage hjem for at sove.
”Det giver os en mulighed for at inkludere eleverne i aktiviteter de ellers ville blive ekskluderet fra. ”
Tæt kontakt med forældrene
Men det er også i den helt almindelige, daglige undervisning, at hun har mulighed for at understøtte eleverne. I mellemformen, som på Skolen ved Bülowsvej kaldes for ‘mellemrummet’, kan eleverne nemlig trække sig fra deres almenklasse, hvis de bliver overstimulerede eller udmattede af at være en del af klassefællesskabet.
Det er klart til gavn både for lærere og eleverne, pointerer Laura Petersen.
“Hvis én almenlærer med 25 elever skulle stå med det hele selv, ville det være tæt på en umulig opgave. Det kan man ikke forvente. Men ved at jeg er der, bliver opgaven mere overskuelig, og så har eleverne også et sted, de ved, de kan gå hen.”
Mange af dem har svært ved at sætte ord på, hvad der udfordrer dem eller gør, at de har lyst til at blive hjemme
Laura Petersen lærer på mellemform
I den mellemform, Laura Petersen er i, er der ti elever tilknyttet fra 6.-9. klassetrin. Men det er meget forskelligt, hvordan og hvor meget eleverne benytter sig af det, fortæller hun.
“Nogle har slet ikke brug for det. Andre er der hver eneste dag. Det er meget forskelligt hvilke behov, de har. Og behovet svinger også fra dag til dag.”
Det er altafgørende, at man som lærer får etableret et tæt samarbejde med forældrene, da trivsel handler om hele barnet. Skolen påvirker fritiden, men det går også den anden vej, mener Laura Petersen.
“Vi lærer dem rigtigt godt at kende. Mange af dem har svært ved at sætte ord på, hvad der udfordrer dem eller gør, at de har lyst til at blive hjemme. Her er det tætte samarbejde ekstremt vigtigt. Det handler om, hvordan vi får skabt nogle rammer, der gør, at de kan deltage på deres egen måde.”
Fællesnævneren er, at ‘mellemrummet’ er med til at gribe de elever, som ellers ville risikere at få en følelse af at blive ekskluderet fra klassefællesskabet, fortæller Laura Petersen. Elever, som i nogle tilfælde også ville ende med at blive hjemme, hvis muligheden for at trække sig ikke var der.
En fleksibel blæksprutte
Efter skiftet fra almensporet til mellemformen, har Laura Petersen selv skulle ændre sin tankegang. Forventningerne til eleverne er nogle andre i mellemformen end i en almenklasse, og det er en anden afvejning, hun skal lave i dag mellem det faglige og sociale.
“Det er hele tiden en afvejning af, hvad der er vigtigst for eleven,” siger hun.
Laura Petersens erfaring er, at det for eleverne i høj grad handler om at få og bibeholde den sociale kontakt med klassen - også selvom de er tilknyttet mellemformen.
“På en måde bliver de jo ekskluderet, når de tages ud af almenklassen og det fællesskab, der er der. Men det er så vores opgave at sikre, at de alligevel inkluderes,” siger Laura Petersen.
“Nogle elever, som måske godt kunne have brugt pausen i mellemformen, vælger det fra, fordi fællesskabet betyder mere for dem.”
Laura Petersen har sammen med klassernes øvrige lærere lavet et skema for, hvornår eleverne skal være i mellemformen. Det har de gjort for at give eleverne de nødvendige pauser fra almenklassen, men også for at kunne give dem faglig støtte. Der er ikke noget fastlagt skema i mellemformen, for det er afgjort af elevernes behov, hvad Laura Petersen skal hjælpe med.
Derfor skal hun ofte være ‘en fleksibel blæksprutte’, siger hun.
“Nogle gange er det at støtte op om matematikopgaverne, men det er ofte ikke min fagfaglighed, jeg skal bruge. Så handler det måske mere om at få skabt en overskuelig struktur, at der skal ro på nervesystemet, eller at de har brug for en pause.”
Sådan inkluderer Laura alle elever i fællesaktiviteterne - og det virker
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.