Dagsskema. Lektionsplan. Oversigt over arbejdsformer. Visuelt timer-ur. Stemmeskala. Frikvartersaftaler.
For halvandet år siden brugte Signe Søndergaard Baden sine erfaringer som psykolog i PPR Syddjurs til at skrive bogen ”Visuel støtte til alle børn” om, hvordan man kan bruge visuel støtte til at skabe et inkluderende læringsmiljø i almindelige dagtilbud og indskoling.
Nu følger hun op med bogen ”Visuel støtte i skolen – en praktisk guide til indskoling, mellemtrin, udskoling og SFO”.
”Feedbacken fra den første bog gik på, om jeg ikke også kunne skrive om visuel støtte til hele grundskolen, så lærere kan skabe en rød tråd for eleverne op igennem skoleforløbet. Samtidig har mange efterspurgt løsninger til udskolingen og til senere i uddannelsessystemet”, fortæller Signe Søndergaard Baden om baggrunden for den nye bog.
Efter seks år i PPR Syddjurs arbejder hun nu i et tilbud i Randers med fokus på mental sundhed hos unge. Hun understreger, at behovet for visuel støtte ikke forsvinder, fordi eleverne bliver ældre.
”Vi voksne bruger også kalendere og andre huskeredskaber, men der er behov for flere eksempler på, hvordan man kan skabe struktur og ensartethed i skolen ved hjælp af visuel støtte”.
Eleverne har brug for hjernepauser
Behovet for visuel støtte hænger sammen med, at børnelivet har ændret sig.
”Tidligere blev børn mødt af en sort tavle, hvidt kridt, bøger og et par lærere. Nu skal de arbejde i grupper, med en makker, i det tænkende klasserum, med PowerPoint, på tværs af årgange og i projektuger. Og i de større klasser skal eleverne søge viden blandt et væld af informationer”, uddyber Signe Søndergaard Baden.
Eleverne skal med andre ord navigere på en helt anden måde i dag, og jo mere struktur og forudsigelighed lærerne kan skabe, desto nemmere er det for eleverne at være i kaos.
”De fleste klasser bruger allerede visuel støtte i en eller anden form, men jeg giver inspiration til, hvordan skoler kan lave en fælles linje, så den visuelle struktur følger eleverne. Det handler om at blive bevidst om, at vi bruger visuel støtte i skolen til at give eleverne hjernepauser, så de kan bruge deres energi til læring og samvær med kammeraterne fremfor på at navigere i undervisningen”.
Støtten skal tilpasses elevernes alder
Visuel støtte forbindes tit med børn, som skal lære at gå i skole, men 10-12-årige har også brug for, at de voksne hjælper med at skabe struktur, betoner Signe Søndergaard Baden.
”Kravene til både læring og samvær stiger på mellemtrinet, og eleverne får flere fag. Så vi gør dem en tjeneste ved at føre den visuelle støtte med videre. Men eleverne skal være medbestemmende, og de visuelle udtryk skal måske være lidt anderledes, så de passer til elevernes alder”, forklarer hun.
I indskolingen sætter man måske billeder af de voksne på dagsskemaet. Så detaljeret behøver man ikke være på mellemtrinet.

Lærerne behøver heller ikke referere til, hvordan stemmeskalaen fungerer.
”Det ved eleverne. Men de skal lære selv at strukturere deres tid til den enkelte opgave ved hjælp af en timetimer ud fra den tid, de har til rådighed. På den måde begynder man at bruge den visuelle støtte sammen med eleverne, hvor det i indskolingen primært er et redskab for læreren”, siger psykologen.
Når eleverne skal lave projektopgave, kan man bruge piktogrammer til at illustrere en plan for arbejdet.
I bogen giver Signe Søndergaard Baden et eksempel, hvor ”Find et emne” illustreres med en lysende pære, ”Søg info” med en computer og bøger og ”Skriv fem sider” med en blyant.
”Det hjælper eleverne til at få overblik over de forskellige faser i projektarbejdet”, forklarer hun.
Sådan får PPR lærere med på ideen
Fordi visuel støtte ofte opfattes som et redskab til skolens yngste elever, kan det måske være svært for PPR-medarbejdere at få lærere på mellemtrinet med på, at redskabet også kan bruges hos dem til at skabe ro om, hvad eleverne skal.
Men Signe Søndergaard Baden har et par fif.
”Man kan spørge lærerne, om de har udfordringer med elevernes følelsesregulering, den fælles opmærksomhed og med at få dem til at koncentrere sig i længere tid ad gangen. Det kan de fleste lærere genkende. De oplever også, at elever tit spørger til, hvordan de skal løse en opgave, fordi opgaverne er blevet mere komplekse end i indskolingen”.
Derefter understreger PPR-medarbejderen, at på mellemtrinet handler visuel støtte ikke om at lære eleverne at gå i skole, men at lærerne kan bruge det til at skabe ro i timerne.
”Man skal italesætte, hvad lærerne kan bruge visuel støtte til. At den ikke skal tale ned til eleverne, men være et arbejdsredskab, så de får et fælles sprog for støtten”.

Visuel støtte giver klassen et fællesskab
I et interview med folkeskolen.dk/ppr om den første bog om visuel støtte sagde Signe Søndergaard Baden, at ”jo ældre eleverne bliver, jo mere får de af indre struktur. For eksempel kan de ældste elever huske deres skema i hovedet, og de kan planlægge og skabe egne systemer”.
Hvorfor er der så alligevel brug for visuel støtte i udskolingen?
”Vi er tilbage ved, at det mere skal være et arbejdsredskab for eleverne end for lærerne. Elever i udskolingen har ikke brug for et dagsskema, men det vil være en hjælp, at de kan se, hvilke faser de skal igennem i den enkelte lektion”, siger den tidligere PPR-psykolog.
Der vil altid være nogle, som har brug for visuel støtte, og det giver et fællesskab, når redskabet er en del af kulturen i klassen, tilføjer hun.
”Det skal ikke være noget særligt for Magnus at sidde med piktogrammer og en timetimer. På den lange bane styrker det elevernes selvstændighed, når de selv kan disponere deres tid og lave en plan for, hvordan de kan lykkes med en opgave. Det er godt givet ud at hjælpe eleverne med at skabe forudsigelighed. Man kan også hjælpe dem med at lave et lektieskema. Så ruster man dem til gymnasiet, hvor ingen minder dem om, at det er ved at være tid til at aflevere den opgave, de blev stillet for 14 dage siden”.
Lærere får selv visuel støtte
Det kan være en udfordring for PPR at få lærere til at introducere visuel støtte i udskolingen, medgiver Signe Søndergaard Baden.
”Det er lettere, hvis eleverne kender til visuel støtte fra indskoling og mellemtrin, men ellers må man som PPR-medarbejder forklare lærerne, at det ikke behøver være barnligt. Man kan også spørge lærerne, hvad de selv bruger af visuel støtte. Der står måske på personalestuen, at de skal sætte deres kop i opvaskemaskinen. Det ved lærere godt, men de får alligevel et ’Husk nu lige’. På den måde kan man tale visuel støtte op som et brugbart redskab”.
I bogen giver Signe Søndergaard et eksempel med toiletter til at understrege, at man hurtigt forstår et visuelt begreb.
”Uanset hvor i verden man er, ved man, at man skal kigge efter en stregtegning af en kvinde eller en mand, hvis man har brug for at komme på toilettet. På samme måde kan man hjælpe eleverne til hurtigt at forstå, hvordan de skal gå til en opgave”.
Nogle ting bestemmer de voksne
I bogen tager Signe Søndergaard Baden livtag med kritikpunkter, hun har mødt i forbindelse med sin første bog om visuel støtte. Et af dem går på, at visuel støtte fratager børnene indflydelse.
”Nogle spørger, om børn skal være små robotter, som gør alt, hvad de voksne siger. Nej, de skal de ikke, men man kan spørge, om eleverne skal have indflydelse på rammerne. Jeg vil gerne have medbestemmelse på mit job, men jeg har brug for at vide, hvor min plads er, hvem jeg skal sidde sammen med, og hvilke opgaver jeg skal løse. På samme måde er der nødt til at være en ramme i skolen. Derfor er der nogle ting, de voksne bestemmer”, svarer psykologen.
Et andet kritikpunkt handler om, hvorvidt visuel støtte udelukkende er nødvendig, fordi der er for få lærere i klasserne.
”Visuel støtte gør det nemmere at undervise med de resurser, der nu er, men redskabet står ikke i vejen for at ønske flere midler. Vi kan bare ikke vente på, at der kommer flere voksne. Vi skal derimod gøre alt for, at dygtige lærere og pædagoger ikke smutter andre steder hen, fordi de ikke kan holde til jobbet. Visuel støtte er ikke et mirakelmiddel, men det er et greb, som kan være med til at skabe gode rammer om undervisningen”, siger Signe Søndergaard Baden.
Visuel støtte i skolen – en praktisk guide til indskoling, mellemtrin, udskoling og SFO, af Signe Søndergaard Baden, Dafolo, 136 sider, pris: 293,75 kr.
Sådan bliver visuel støtte en hjælp på mellemtrinet og i udskolingen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.