Børn er generelt rigtig glade for både at høre og læse om dyr. I disse to bøger fortælles der om frøens og andens tilblivelse. Bøgerne er logisk opbygget, og der startes naturligvis med begyndelsen. Teksten er overalt ledsaget af glimrende billeder krydret med små underholdende kommentarer, som gør siderne overkommelige at komme igennem for den utrænede læser. Bagest et lille leksikon, hvor nogle enkelte af de sværeste ord står forklaret med både billeder og tekst. Rigtig godt.
Et stort minus ved bøgerne er de valgte skrifttyper, der, efter min mening, gør teksten vanskeligere at læse, end den nødvendigvis behøver at være. Her ser der ud til at være tænkt mere i æstetik end læsevenlighed. Hvis det er meningen, at de yngste og dermed også mest utrænede læsere selv skal kunne kaste sig over bøgerne, er det vigtigt, at bøgerne typografisk passer til deres niveau, og det er desværre ikke tilfældet her.
Ellers nogle ganske gode fagbøger, som sagtens vil kunne anvendes i undervisningssammenhænge i de yngste klasser.
Sådan bliver jeg en frø / Sådan bliver jeg en and
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.