Så skal der rummes

"I en tid uden sikker viden er der mange bud på tolkninger af tendenser i skolepolitikken, da der er næsten frit slag til at sætte fokus på de sider af den additive mangfoldighed af både-oger", skriver Søren Langager om den aktuelle professionelle skoledebat. Han finder det vanskeligt at finde rummelighedsdebattens saglige kerne i det virvar af pædagogisk og politisk korrekte vendinger og trossætninger, der er på banen. Hver mand sit uklare standpunkt, og det hele kommer i sidste ende til at handle om den enkelte undervisers forventninger og holdninger til den elev, der skal inkluderes.

Langager finder tre forskellige sæt ideologiske forventninger til den rummelige skole i praksis. De tre grupper benævner han "Dewey-reformisterne", der hylder fællesskabet og tværfaglighed, "Oticon-optimisterne", der lægger vægt på individualitet og handlerum, og "Fælles Mål-normativisterne", der går ind for at bruge fleksibel holddannelse som redskab til målrettet kundskabskonsolidering hos den enkelte elev. Alle tre grupper mener at få tilgodeset deres mål gennem en fleksibel og differentieret organiseret skole.

Niels Egelunds bidrag er en tankevækkende artikel om specialundervisningens og intelligensbegrebets historie, som dog i hovedtræk bygger på hans artikel i Undervisningsministeriets publikation "Skolens rummelighed fra ide til handling".

Han påviser, at psykologiske teorier og de afledte pædagogiske foranstaltninger alle har haft en begrænset levetid, før de blev erstattet af nye strømninger, der så for en tid blev betragtet som højdepunktet af menneskelig indsigt. For mig rejser den tilgang et djævelsk spørgsmål, for det samme må vel gælde de nutidige kongstanker. Og kan man så ikke bare læne sig tilbage og vente på, at Howard Gardner går over?

Nu er det selvfølgelig ikke sikkert, at skift af fremherskende teori vil medføre nogen som helst ændring af praksis. Egelund refererer nemlig en undersøgelse fra 2002, der viste, at seks forskellige PPR-kontorer (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) foreslog vidt forskellige foranstaltninger for ti elever beskrevet i cases. Det er chokerende læsning. For nok skal der være plads til lokale forskelligheder, men det lyder ikke rart, at hjælpen til skolebørn med problemer i den grad er afhængig af, hvilken person der får sagen. Det virker uprofessionelt.

Pernille Hviid præsenterer en foruroligende feltstudie af urolige Martins liv i 3. klasse og hans kontakt med læreren. Det måtte for min skyld gerne være pligtlæsning, før lærere eller studerende diskuterer, hvad man stiller op med elever, der "ikke rigtig er med". Den beskriver, hvordan man ureflekteret kræver, at børn fra hjem uden bogtapet tager stilling. For skolen. Mod hjemmet. Om de børn, hvis virkelighed hjemme er en helt, helt anden end skolens.

Den er god. Og velskrevet. Det gør en glad, at nogen bekymrer sig om det aspekt. Knap så glad ved tanken om, at Martin ikke er et enestående tilfælde.