Så let som ingenting

'Så let som ingenting' er en fin titel på denne ungdomsbog om den 14-årige anorektiske Rebecca, der sulter sig, indlægges, tager på, udskrives, indlægges, er ved at dø og til sidst bliver rask igen, uden at man kan se hvordan. Men det er så også det fineste ved den.

Bogen er befolket med skabeloner. Rebecca putter sten i lommen, når hun skal vejes, gemmer maden i servietten, spiser afføringspiller og har de underligste ritualer. For eksempel at maden skal have en bestemt farve en hel dag igennem og tygges et bestemt antal gange. Forældre forstår på en stereotyp måde ikke det uforståelige. Faderen siger spis, har travlt på sit arbejde og læser avis. Moderen er optaget af de små søskende og siger de forkerte ting i sin bekymring. Lægen er sød og venlig. Det er de sandelig også på hospitalet, selv om de kontrollerer og tvangsfodrer med drop. Alle de rigtige udvendige ingredienser er der.

Jeg synes bare ikke, bogens mennesker bliver levende. Der er ingen nerve. Den handler kun om vægt og mad og ikke indre konflikter og ambivalens. Man mærker hverken angst eller kaos, og faktisk var jeg ret ligeglad med, at hospitalsveninden døde. Hun havde ikke været levende. Det var så forudsigeligt.

Bogen giver ikke de unge mulighed for at identificere sig med hovedpersonen og se hendes løsningsmodel - sulten, magten, kontrollen - som løsning på en konflikt, som de også selv kender til fra deres liv. Det uforståelige forbliver uforståeligt. Hun kunne jo bare spise. Hun er jo bare skør.