"I det moderne samfund indgår de fleste børn i en dagligdag, hvor der pendles mellem forskellige miljøer og samværsformer. Barnets rolle i fællesskaber som familie, skole og fritidsordning er langt fra ens og skaber en opsplittet tilværelse, der mest af alt præges af en konstant navigering mellem disse kulturer. Flere undersøgelser bekræfter, at der er en række negative konsekvenser som følge af denne livsstil - fra elevens indlæringsevne til dennes trivsel", lyder det fra Socialdemokraterne i et nyt notat om helhedsskoler.
Styrket faglighed i helhedsskoler
Der er i øjeblikket forsøg i seks kommuner, men her er der alene tale om skoler med stor koncentration af tosprogede.
"Der er en forestilling om, at det er godt for en bestemt gruppe af børn. Det synes vi er underligt. Det er ikke fordi vi vil, at samtlige skoler skal laves til helhedsskoler, men vi vil gerne give kommunerne frihed til at arbejde med helhedsskoler, hvis de gerne vil", lyder det fra uddannelsesordfører Christine Antorini.
Hun var i går vært for en konference om emnet, og her fremlagde hun fem fordele hun ser ved helhedsskolen.
- Fagligheden bliver styrket, fordi der er bedre tid til fordybelse og plads til flere forskellige læringsstile
- Lærere, pædagoger og andre faggrupper supplerer hinanden med deres fagligheder.
- Integrationen bliver styrket
- Et stort sikkerhedsnet, fordi der er større bredde i de voksnes faglige kompetencer
- Det er sjovt at gå i skole hele dagen med spændende undervisning - det må ikke blive verdens længste sveder.
For at gøre mulighederne lige for alle, skal forældrebetalingen til sfo'en fjernes i helhedsskolen, mener Antorini. Det vil koste 100 millioner i et forsøg med 100 skoler ifølge en beregning fra Undervisningsministeriet. Derudover ønsker Socialdemokraterne at fjerne de barrierer, der er for kommunerne, mod at oprette helhedsskolerne fx i forhold til at lade andre faggrupper arbejde i folkeskolen sammen med lærerne.
Uddannelsesordfører for de Konservative Rasmus Jarlov er bekymret over udsigten til flere helhedsskoler.
"Jeg er godt klar over, at langt de fleste børn går i sfo allerede, men hvordan tager vi højde for, at der er forældre og børn, som ikke ønsker at være i en heldagsskole. For mig er der stor forskel på, om det er et frivilligt tilbud, eller om det er distriktsskolen, der gøres til heldagsskoler. Mange forældre synes, det har hovedansvaret for deres børns opdragelse, og vil gerne bruge tiden sammen med deres børn".
Han ser også ulemper for foreningslivet.
Socialdemokraterne har fået foretaget en undersøgelse, der viser, at 48 procent af befolkningen går ind for helhedsskoler. Her viser det sig dog, at Socialdemokraternes vælgere er dem der, bortset fra enhedslisten, er mest skeptiske over ideen. På den anden side er Rasmus Jarlovs vælgere de mest begejstrede for helhedsskolerne.
S: Heldagsskolen skal ikke kun være for tosprogede
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.