»Vi er enige i, at 10. klasse skal være starten på et uddannelsesforløb. Og der skal gøres mere for at samle de elever op, der ikke kommer i gang med en ungdomsuddannelse. Men det bekymrer os, at undervisningsministeren vil nedlægge 10. klasse som et tilbud til alle. Mange elever går i 10. klasse i dag, fordi de ikke føler sig parate til gymnasiet«, siger Kim Mortensen, der er Socialdemokraternes politiske ordfører for 10. klasse.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) siger, at der skal være fri adgang til den nye ungdomsklasse, som han vil indføre fra august 2008. Men klassen skal alene bygge bro til erhvervsskoler, landbrugsskoler og social- og sundhedsskoler, så reelt bliver den målrettet de elever, der ikke er fagligt stærke nok til at gå i gang med en uddannelse efter folkeskolen, mener Kim Mortensen.
»Bertel Haarder vil målrette ungdomsklassen til erhvervsuddannelserne, og det er alt for snævert. 10. klassecentrene har netop succes, fordi de arbejder med brede brobygninger og dermed også sluser elever over i gymnasierne. Mange unge har faglige forudsætninger til at komme i gymnasiet, men er ikke modne nok til at få udbytte af undervisningen. Jeg har svært ved at se en vejleder råde dem til at tage omkring en ungdomsklasse, hvor de i en del af tiden skal i brobygning på en teknisk skole«, siger Kim Mortensen.
Han frygter, eleverne vil føle sig pressede til at begynde i gymnasiet efter 9. klasse. Og så er der stor risiko for, at de falder fra.
Kim Mortensen mener også, det er et problem, at Bertel Haarder vil øge omfanget af de boglige fag fra de nuværende 50 procent i 10. klasse til 65 procent i ungdomsklassen.
»Mange kommer netop ikke i gang med en ungdomsuddannelse, fordi undervisningen i 10. klasse er for teoretisk og for faglig tung, og fordi de derfor lider mange nederlag. De elever når Bertel Haarder ikke med sin ungdomsklasse. Der skal en langt mere målrettet indsats til for at samle dem op, blandt andet lange praktiske forløb og en vifte af valgmuligheder og gerne i samarbejde med erhvervsskolerne. Men som sagt er det ikke alle, der har brug for at gå den vej. Mange forældre kan nikke genkendende til, at deres børn har brug for et ekstra år til at modnes, og dem skal der også være et reelt tilbud til«, siger Kim Mortensen.
Socialdemokraterne er med i det nuværende forlig om 10. klasse og skal derfor være med til at forhandle Bertel Haarders forslag.
S afviser forslaget om en ungdomsklasse
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.