Ligegyldig om man har almindelige klasser på de første trin i matematik eller arbejder med specialundervisning i faget, kan man få meget ud af at læse disse tre små bøger.
I Bog A beskrives teorier om elevers matematikvanskeligheder, der kan ligge til grund for det specialpædagogiske arbejde i faget. Hvad er det, og hvordan hænger disse vanskeligheder sammen med andre vanskeligheder, eleven måske har. Der tages fat på at beskrive, hvordan man kortlægger elevens vanskeligheder i faget, hvordan undervisningen organiseres, og hvilke undervisningsmæssige konsekvenser det får for Martin, der omtales som et konkret eksempel.
Forfatterne bruger ordet kortlægning i stedet for test. Bog B er en meget grundig vejledning i, hvordan man kan foretage kortlægning af fagligt relevante områder og kan tolke de opnåede resultater, ligesom der er forslag til de tiltag, man så kan sætte i værk. Ud fra en generel kortlægning i oversigtsform af elevens forudsætninger kan så udvælges de kortlægninger (test), der menes at være relevante for den enkelte elev. Og man kan vælge lige dem ud, man ønsker. Alle kortlægningsark, oversigter og tjeklister ligger på en cd-rom, så man kan læse det i Acrobat-Reader og printe de relevante ud. Ligger det på skolens net, har man altid siderne ved hånden.
Sidste bog kommer med helt konkrete bud på, hvordan man arbejder med elever med vanskeligheder i matematik. Hvordan man arbejder med elevens selvtillid, med læreforudsætningerne, med problemløsning og med den sproglige kompetence.
Det siger sig selv, at med bøger af den længde er det begrænset, hvor langt man kommer rundt om emnerne, men det er måske netop styrken. Man kan vælge de kapitler ud, der er mest relevante, og de er ikke længere, end de let kan læses.
Kan anbefales alle, der arbejder med matematikundervisning, både såkaldt normal og specialundervisning. Prisen synes måske høj, men husk, at alle kopisider ligger på en cd-rom, der også følger med.
Rummelighed i Matematik A, B, C
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.