Roselil tager til fest

Der er lidt mere held ved denne anden bog om feen Roselil og hendes sommerfugleven Silke, om end den stadig må klassificeres som skidt. Denne gang er det Silke, der har næsen lidt for langt fremme og kommer til skade. Mens Roselil løser problemet, møder de en mus, der forfærdelig gerne vil danse. Han må ikke være med til Kong Gulerods fest, og pigerne hjælper ham derfor med til en markmusefest, hvor han bliver accepteret trods sin husmusestatus. Der er lidt mere kød på historien end i etteren, og man kan skimte en flig af et tema om at være udenfor og anderledes. Universet er udvidet og ganske sødt, men på ingen måde originalt. Det er langtfra første gang, man hører om dansende blomster og grøntsager og edderkoppespind med lægende kræfter. Sproget er unødigt enkelt og falder ikke godt i munden ved oplæsning. Et navn som Kong Gulerod skurrer i ørerne. Mai-Britt Schultz baggrundsakvareller er stadig glimrende, og hendes levende væsner er stadig slette. Personerne ændrer udseende og er flade. De opleves kun direkte i profil eller en face, og man må indimellem undre sig over, hvor halvdelen af Roselils hoved forsvinder hen.