Roselil og den mørke skygge

Feer i lyserøde kjoler kan altid tiltrække småpiger. Og historien om Roselil, der åbner og lukker roserne med et kys, vil sikkert også fange interessen hos tøser i prinsessealderen. Det er dog de færreste voksne, der vil kunne holde ud at læse denne lille bog igennem fra start til slut. Omend irritationen over de mange usammenhængende ender og det dårlige sprog eliminerer faren for at falde i søvn over den intetsigende handling. Man kan vælge at se stort på, at den grammatiske tid skifter i utide, men at ikke engang hovedpersonen og hendes androgyne ven Silke har den samme personlighed bogen igennem, bliver et problem. Er her tale om en flæbende unge, der vil hjem, en stærk heltinde, der hjælper venner i nød, eller en opgivende dame, der »ikke kan stille noget op«? Dette understreges glimrende i Mai-Britt Schultz tegninger, hvor man kun kan se, at der er tale om de samme personer, fordi de har det samme tøj på. Samtlige billeder har fine akvareller som baggrund, men det er ganske forvirrende, at Roselil og Silke bliver 20 år ældre eller yngre og ti kilo tykkere eller tyndere, hver gang man vender en side.