Roman om en fælles tid, som måske snart er ovre

Maike Raahauges roman "NB. Vi åbner skolerne på onsdag" følger skoleleder Bjørn Toftehøjs refleksioner over genåbningen, og hvad det kommer til at betyde for en skoles hverdag. Bjørn skriver forskellige indlæg undervejs i genåbningen og fortæller dermed også, hvordan en skoleleder leder en skole i en tid, der er præget af uvished om, hvad der skal ske – utryghed hos lærerne og eleverne og ikke mindst forældrene. Alt dette samtidig med at han som skoleleder insisterer på, at der er en skolehverdag på nogle fundamentalt andre betingelser end blot for nogle måneder siden.

Romanen fungerer som sådan fint. Mange af de tanker og refleksioner, som Bjørn gør sig, er af almen interesse, men det undrer mig, hvorfor forfatteren hævder, at det er en roman – nuvel, meget er fiktion – og så alligevel ikke, for teksten er tidsligt kronologisk komponeret, så den flugter med begivenhedernes gang, og begivenhederne er faktuelle. Hvorfor denne insisteren på genrekategorisering? Genren roman behøver måske slet ikke at fremhæves, måske er bogen værdifuld i sig selv? Teksten er nemlig unik, fordi den gengiver de tanker, følelser og refleksioner, som mange af os havde i lige netop den tidsperiode i Danmarkshistorien.

Teksten taler for sig selv og giver dermed et unikt indblik i menneskers tanker, når betingelserne for det kollektive liv, vi alle havde levet indtil da, ændres radikalt over en nat. Romanen eller ”den lille bog” bør huskes, også om mange år, fordi den beskriver de tanker og følelser, som blev et vilkår for os alle, og som glemmes med næste generation.