Ved Rolf Gregersens død den 1. april mistede vi på Rugvængets Skole i Ballerup en dygtig lærer og en god kammerat. Rolf var en legendarisk sangskriver, der med en beundringsværdig blanding af poesi, galskab og klarsyn gav os mange fremragende tekster. Vi så, hvor præcist han beskrev andre. Og var man så heldig selv at blive begavet, lyttede man undrende og tænkte: det må være sådan, jeg er! - og følte sig forgyldt. Rolf gjorde gennem sit arbejde som sikkerhedsrepræsentant og via sit faglige engagement meget for vores arbejdsmiljø. Han holdt øje med os og fulgte sin intuition. Han var der, når man havde brug for ham, og vidste, hvordan han kunne hjælpe. Og altid havde han tid. Lytte, tænke, svare, sådan var Rolf, også når man var uenig. Et godt råd fik man eller hjælp til den bitre ende, hvis det var det, der var brug for. Ingen sag var for lille eller for stor. Blev man syg af maling, så var man syg. Var skolen syg, skulle der gøres noget ved det. Rolf holdt stædigt fast. Talte paven midt imod, hvis det var det, han ville, og bøjede af og tog en anden vej, hvis han fandt det klogere. Hans integritet var urokkelig. Rolf fandt 'det uendeligt store i det uendeligt små'. Nattegalens komme. En stille pilsner på kæmpehøjen, mens musvågerne kredsede, og lærkerne slog. Han var en brillant billardinstruktør på det årlige kollegatræf på 'Humlen'.
Vi har mistet Rolf, men hans finurlige ordspil og lune sætninger lever videre.
Kammeraterne på Rugvængets Skole
Rolf Gregersen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.