Røde Orm

På Harald Blåtands kongsgård i Jelling er der ingen, som vil bære julen ud. Hjemkommet fra eventyr blandt maurerne i Spanien og hos irske munke bænker Orm og hans folk sig ved langbordene. Otteogfyrre oldensvin til at lægge bunden, er man mere sulten, må man lade sig nøje med fåre- og oksekød. Og øl. Meget øl.

Biskop Poppo holder skåltalen for Jesus, og så er der frit slag for røverhistorier samt en enkelt tvekamp.

Trods den nødvendige forkortelse hænger historien fint sammen. De nødvendige replikker skitserer beretningerne om de drabelige episoder, der vises på billedsiden i flashback, mens djærvt sprog og ramsaltet drilleri fyger ind over taleboblerne.

Tegningerne er gennemført indbydende. Både scenerne fra kongsgårdens interiør med de mange ornamenter og vinterlandskaberne er imponerende flotte. Kampscenerne er velkoreograferede, og blod og bræk flyder ud over siderne, når det passer sig. Det gør det ofte.

Netop dette afsnit af romanen er meget brugt som julehistorie i de store klasser. Men tegneserien kan nydes hele året.